Vi synes, vi er mere korrupte end københavnerne - men ellers går det godt
Opdateret 20. januar 2024 kl. 07:51
Hvad er egentlig det bedste ved Aalborg?
Aalborg er - lad os være ærlige - ikke Europas smukkeste by. Det er ikke byen med den mest velfungerende offentlige transport, de billigste boliger eller den mest veldrevne administration.
Men hvis du stiller aalborgensere 30 spørgsmål om deres by, ender de alligevel med at placere den som en af de bedste byer i Europa at bo i.
Det gør de helt konkret i undersøgelsen "Report on the quality of life in European Cities", som Europa-Kommissionen for nylig udgav. Men hvad er det, der gør, at folk er så glade for at bo i Aalborg?
Undersøgelsen viser det egentlig tydeligt nok. Aalborg scorer høje karakterer på en lang række områder. Men på to områder er Aalborg nummer 1.
Aalborgensere er de europæere, der i højest grad synes, det er nemt at finde en bolig, de kan få råd til. Det mener hele 68 procent, og det skyldes måske, at vi sammenligner os med boligmarkedet i Aarhus, København eller andre store skandinaviske storbyer, hvor boligmarkedet de senere år er gået helt bananas.
I Aalborg kan man stadig få en villa til under to millioner forholdsvis tæt på centrum. Det skib er for længst sejlet i København.
Og så er der en endnu vigtigere førsteplads.
Aalborg er nemlig den europæiske by, hvor flest af de adspurgte svarer ja til, at man kan stole på de andre indbyggere i byen.
Det siger noget om dansk, og aalborgensisk, sammenhængskraft. Det er ikke nødvendigvis et tal, der er nemt at forbedre for politikerne, men det er en førsteplads, der kan tabes.
For der er én bekymrende forskel mellem København og Aalborg. I København mener en femtedel af de adspurgte, at der er korruption i den offentlige administration. I Aalborg er det flere end hver fjerde. Undersøgelsen handler om opfattelse, ikke om den objektive sandhed. Men folks opfattelse kommer ikke ud af det blå.
Et andet område, hvor Aalborg ikke ligger i top, er den kollektive transport.
Politikerne taler ellers langt og flot om, hvor god den kollektive transport er og skal være i Aalborg, og hvordan vi skal flytte folk fra biler over i (plus)busser. Men når det kommer til stykket, er Aalborgenserne nogle af de europæere, der sjældnest tager kollektiv transport.
Men det er også det tætteste, vi kommer på et råddent æble i kurven.
Aalborgensere synes, byen er ren, at man trygt kan gå hjem om natten, og at støjforureningen er lav. Og både ældre og børnefamilier er glade for Aalborg. Selv kommunens informationsniveau og sagsbehandlingstid får ros.
Der er (heldigvis) langt ned til bundskraberne Palermo og Athen, selvom man nok kan misunde dem deres klima, når man rydder sit fortov for sne klokken seks om morgenen.
De senere år er udenlandske medier af og til fløjet ind til Nordjylland for at anbefale Klitmøller, Mors eller Aalborg. Og vi tager gladelig imod rosen og synes, det er flot, at man i det store udland kan se, hvad vi finder indlysende.
Men det er trods alt vigtigere, at de mennesker, som bor her hver eneste dag, kan se kvaliteten i deres lokalområde.
Derfor skal vi tage rapporten fra Europakommissionen seriøst. Se den som den ros, den er. Og forbedre de områder, hvor de adspurgte placerer Aalborg langt fra toppen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.