Skat får 40 nye jobs i Nordjylland
Arbejdet med at inddrive gælden til det offentlige betyder nye ansatte i Thisted
Opdateret kl. 07:28
THY-MORS: Når maj måned er slut er håbet hos SKAT, at der er en bunke ansøgere, så der kan komme navne på de 40 nye ansatte hos Skat i Thisted.
Dermed når antallet af ansatte på knap 150 og planen er, at der i 2021 skal være 190 ansatte i Thisted.
Afdelingen kommer til at høre under Gældsstyrelsen, som har hovedsæde i Middelfart og foruden de to byer bliver der afdelinger i Ringkøbing, Tønder, Grenaa, Roskilde og Randers.
Gældsstyrelsen vil i 2021 bestå af omkring 1.500 medarbejdere og styrelsens kerneopgave bliver at sikre, at så mange som muligt betaler deres gæld til det offentlige, og at ny gæld forebygges.
- Vi er i fuld gang med at etablere Gældsstyrelsen. Der har været stor interesse fra mange kvalificerede kandidater, når vi har søgt nye medarbejdere til at inddrive borgere og virksomheders gæld andre steder i landet. Så det har jeg også en forhåbning om kommer til at ske her i Thisted, og jeg glæder mig til, at vi kommer på plads med en masse nye dygtige kollegaer, siger Maibrit Brandt, der er underdirektør i Gæld i SKAT, og som fra 1. juli i år kommer til at hedde Gældsstyrelsen.
Sagsbehandling og jura
De nye medarbejdere til Thisted søges inden for to hovedområder; sagsbehandling og jura. Men man kan have mange forskellige baggrunde som for eksempel bogholder, kontorassistent, jurist, bachelor i eksempelvis offentlig administration, finans eller økonomi. Opgaverne kommer til at spænde vidt i forhold til de kompetencer, folk bliver ansat med.
I Thisted bliver der 24. maj åbent hus i Skattecenter Thisted på Thisted Kystvej, hvor interesserede kan få et indblik i, hvad arbejdet indebærer.