Ledighed og deltid hænger sammen
Jo flere ledige, jo flere er ufrivilligt på deltid

Et af de lande, hvor særligt mange er på ufrivillig deltid, er Grækenland, hvor ledigheden i sig selv også er meget høj.Scanpix Scanpix Denmark
AALBORG:Hvis ledigheden er høj, er der også mange ansatte, der ufrivilligt arbejder på deltid.
Den konklusion drager Ulrikke Ekelund, cheføkonom hos BRFkredit A/S, på baggrund af tal fra en fælleseuropæisk arbejdskraftundersøgelse, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
- Ikke overraskende viser undersøgelsen, at der er mange europæere, der ufrivilligt er på deltid. I gennemsnit er 29,5 procent af de deltidsansatte ufrivilligt på deltid, mens det er mere end 60 procent blandt de deltidsansatte i Grækenland, Italien, Spanien og Bulgarien, nævner Ulrikke Ekelund.
Hun tilføjer, at det naturligvis ikke er rart at være ufrivilligt på deltid, men i disse lande er ledigheden også meget høj, hvorfor det trods alt er bedre at være på deltid end slet ikke at være ansat.
- Der synes således at være en ret god sammenhæng imellem om et land har en høj ledighed, og om der er mange på deltid, påpeger hun.
I Danmark mangler vi også arbejdspladser i forhold til niveauet fra før finanskrisen, men ikke desto mindre er antallet af ufrivilligt deltidsansatte ikke højt set i sammenligning med de øvrige lande i Europa.
- Det er således kun 18,3 procent af de deltidsansatte i Danmark, der er ufrivilligt på nedsat tid. Der er dog tale om en stigning de senere år, idet der tallet i 2012 kun var 17,5 procent og i 2011 16,1 procent. Det ændrer dog ikke ved, at Danmark ligger godt i den europæiske klasse, fastslår Ulrikke Ekelund.
I Tyskland, hvor man godt nok har mange ledige, men hvor der faktisk også er en pæn jobskabelse, er antallet af mennesker på ufrivilligt nedsat tid faldet.
Grunden til, at der er mange ledige i Tyskland, er befolkningstilvækst fra andre lande, idet der faktisk er både pæn vækst og høj jobskabelse i den tyske økonomi, lyder det fra BRFkredit.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.