Ledigheden falder fortsat i Nordjylland
Men antallet af nordjyder i beskæftigelse falder også

Ledigheden falder for både mænd og kvinder.Arkivfoto: Bo Lehm
NORDJYLLAND:I juli faldt ledigheden i Nordjylland med 3,5 procent. Det svarer til 455 færre ledige nordjyder på et år, oplyser Beskæftigelsesregion Nordjylland.
Her peger man også på, at ledigheden falder for både mænd og kvinder.
Mændenes ledighed er faldet i 46 måneder i træk. Denne gang med 2,8 pocent. Kvindernes ledighed faldt for 23. måned i træk. Denne gang med 4,1 procent.
Omvendt betyder tallene dog ikke, at flere er kommet i beskæftigelse. Således var der i maj cirka 950 færre fuldtidsbeskæftigede i Nordjylland i forhold til maj 2013.
- Det er positivt at ledigheden fortsætter med at falde. Beskæftigelsen falder dog også i denne opgørelse, men det skal ses i lyset af en pæn beskæftigelsesfremgang i de første måneder af i år, udtaler Egon Sørensen, Formand for Beskæftigelsesrådet Nordjylland.
Opgørelsen viser desuden, at ledigheden falder i næsten alle nordjyske kommuner.
Korrigeret for sæsonudsving var der i juli 14.405 ledige i Nordjylland. Det er 87 flere end i juni.
På landsplan var der 134.423 ledige på landsplan i juli. Det er 569 flere end i juni, men betydeligt færre end i juli sidste år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.