Skelund

Legalt lommetyveri

"Luk værket, når det er betalt om tre år. Det vil gavne hele området", skriver Jens Cæsar Jensen, Veddum.

"Luk værket, når det er betalt om tre år. Det vil gavne hele området", skriver Jens Cæsar Jensen, Veddum.

BARMARKSVÆRK:Intet overrasker mig, når jeg 17. februar læser om Veddum-Skelund-Visborg Varmeværks medlemsmøde omkring den umulige situation, værket befinder sig i. Men inden jeg går videre, vil jeg udtrykke den respekt, jeg har for det umulige arbejde, bestyrelsen er sat til at administrere. Bestyrelsen er virkelig sat på en uriaspost. Jeg forstår derfor godt, at man gerne vil have neglene ned i min og de øvrige (uden for værket, red.) 302s baglommer for at få et varmeværk, som bliver en smule mere rentabelt, men alligevel ikke godt nok til at kunne stå distancen rent økonomisk over for alt andet end oliepriser. Man glemmer helt at fortælle om det arbejde, vi for et års tid siden gennemførte i Skelund/Veddum, hvor energieksperter kom frem til, at det var ligegyldigt med energirenovering af vore huse. Det ville betyde, at enten skulle varmeværket lukke eller også blev den faste afgift så høj for den enkelte husejer, at en besparelse blev ædt op af varmeværket. Derfor blev projektet ikke til noget. Ligeledes vil jeg gerne se et regnskab for, hvordan man kommer frem til en forskel i varmeprisen på kun 5000 kroner mellem fjernvarme og andet alternativt brændsel til stokerfyr. Hvis jeg skal give et ligeså kvalificeret gæt, så vil mit bud være en besparelse på 5-10.000 kroner pr. husstand, når alle omkostninger er indregnet. En rigtig god løn - skattefri - for at tømme askeskuffen hver 10. dag. Jeg forstår godt formanden for teknik- og miljø Preben Christensen udtrykker sund skepsis for forslaget om tvungen tilslutning til værket. For det første vil det "tryne" et stort mindretal i de tre byer - måske et lille flertal - idet jeg har på fornemmelsen, at der er nogle, måske en stor del af de 410 medlemmer, som har meldt sig ud og kun venter på den administrative afgang. For det andet vil det stadig være umuligt at sælge boliger i området, idet varmeprisen stadig vil være for høj. Mit enkle råd må derfor være: Luk værket, når det er betalt om tre år. Det vil gavne hele området.