konflikt, krig og fred

Lektor: USA viser vilje til at skræmme Rusland og hjælpe venner

Ved at sende soldater til Europa viser USA, at kontinentet ikke er "glemt" midt i Ukraine-krise, mener lektor.

Pentagon Spokesman Kirby Holds A Media Briefing
Pentagon Spokesman Kirby Holds A Media Briefing Alex Wong/Ritzau Scanpix

Sammenlignet med den russiske troppeopbygning ved grænsen til Ukraine lyder nogle tusinde soldater måske ikke af meget.

Men USA sender et klart signal til Rusland ved at styrke sin militære tilstedeværelse i østeuropæiske lande, der grænser op til Ukraine.

Det mener Peter Viggo Jakobsen og Claus Mathiesen, som begge er lektorer ved Forsvarsakademiet.

- Det her er et signal om USA er villig til at deltage i en samlet afskrækkelse af Rusland. Det gælder ikke bare i Ukraine, men i det hele taget, siger Mathiesen.

- Samtidig er det et signal om, at USA ikke - som nogle har frygtet - har glemt Europa, men også er klar til i et vist omfang fortsat at engagere sig.

Pentagon meddelte onsdag morgen amerikansk tid, at 2000 soldater bliver sendt fra USA til Tyskland og Polen i de kommende dage.

Derudover bliver 1000 amerikanske soldater, som har base i Tyskland, sendt til Rumænien.

Den amerikanske melding viser dog også, at der er grænser for, hvor meget USA vil involvere sig i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Det mener Peter Viggo Jakobsen.

- Ved at sende et lille antal soldater til Europa, signalerer USA, at det vil stå last og brast med sine allierede i Nato og leve op til sin artikel 5-forpligtigelse i Nato-alliancen, som handler om, at man skal hjælpe medlemmer, der kommer under angreb, siger Peter Viggo Jakobsen i et skriftligt svar.

- Samtidig signalerer USA til Rusland, at man ikke ønsker krig og ikke vil sende soldater for at kæmpe i Ukraine.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden