Levins har lavet aftale med mode ikon

Levins har fået sin egen lille Ilse Jacobsen-butik midt i butikken. Privatfoto
Levins har fået sin egen lille Ilse Jacobsen-butik midt i butikken. Privatfoto ...

Der kan trækkes mange paralleller fra den nordsjællandske badeby Hornbæk til den nordjyske ditto Løkken. Og det har måske været en del af forklaringen på, at gummistøvledronningen Ilse Jacobsen har forelsket sig i Løkken.

Modeikonet har op til den nye sæson lavet en aftale med Levins i Søndergade i Løkken. Derfor har Levins nu udvidet deres Ilse Jacobsen-sortiment betragteligt og fået en shop i shoppen med en stor Ilse Jacobsen-afdeling.

Levins har igennem seks år bevist, at de var skarpe til at sælge Ilse Jacobsen Hornbæk. Salget steg og modeikonets hovedkontor begyndte tilmed at henvise jyske kunder til butikken i Løkken, når kunderne gerne ville prøve tøjet og ikke bare købe på internettet.

- Og tøj skal nu engang prøves, smiler Vibeke Frøstrup fra Levins.

Med det stigende salg in mente var der en gensidig interesse fra Levins og Ilse Jacobsen om at udvide samarbejdet, så i ugen op til påske fik Levins malet et stort lokale, hvorefter Ilse Jacobsen sendte ikke bare gratis hylder og stativer til Løkken. Hun sendte også kvit og frit tre friske piger op, så de på en dag kunne indrette en butik i butikken i bedste Ilse Jacobsen-stil.

Her er udvalget af Ilse Jacobsen-produkter blevet udvidet betragteligt i Løkken-forretningen, hvor Vibeke Frøstrup da også har store forventninger til den kommende sæson.

- Vi regner da med, at vi kan øge omsætning på Ilse Jacobsen med 20-30 procent allerede i år, smiler hun.

For det er ikke bare turisterne, der har forelsket sig i Ilse Jacobsen Hornbæk. Vendelboerne har også taget gummistøvlernes dronning til sig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden