Lidt mere sjov i japansk familiebil
Toyota Corolla får kraftigere motorer, bedre infotainment og nyt sikkerhedsudstyr
Opdateret 15. juni 2022 kl. 12:43
OPGRADERING: Overliggeren løftes hos Toyota, som nu giver en kraftig opgradering til Corolla.
Først og fremmest får mellemklassemodellen den nye og femte generations hybrid-teknologi.
Det betyder, at de to motoriseringer på 1,8 liter og 2,0 liter har fået flere kræfter. Det skyldes bl.a. et nyt litium-ion-batteri, som leverer mere energi, men som samtidig er blevet op til 18 kg lettere.
Helt konkret stiger ydelsen i mindste motor med 18 hk til 140 af slagsen, mens accelerationen 0-100 km/t. falder en smule til 9,2 sek. Storebror får 12 hk mere og lander nu på 196 hk, mens spurtdisciplinen nu klares på 7,5 sek. Forbruget er i store træk uændret.
Mange vil sikkert også glæde sig over, at Toyotas teknikere har ændret den såkaldte lineære accelerationskurve, så den mere afspejler førerens speedertryk.
Lavere omdrejninger
Det skal gøre accelerationen lidt sjovere og samtidig sænke de unaturligt høje omdrejninger og deraf følgende motorlyd ved acceleration, som mange motorjournalister har kommenteret gennem tiden.
Inden døre kommer Toyotas nyeste multimediesystem med over-the-air opdateringer. Her er en ny større central skærm på 10,5 tommer, mens man fra mellemudstyret får et 12,3 tommer digitalt display foran føreren. Her er også en ny stemmestyringfunktion, der bl.a. kan bruges til at åbne eller lukke vinduerne med, mens der er en række funktioner indbygget i Toyotas MyT-app.
Holder øje bagud
Sikkerhedsudstyret omfatter mærkets nyeste T-Mate sikkerhedspakke. Her er bl.a. en udstigningsassistent, der advarer, hvis man åbner døren, når der kommer trafik bagfra.
Modellen, der kom på markedet i 2018 som hatchback og stationcaren, Touring Sports, får naturligvis også de obligatoriske ændringer af front og lygter samt nyt designede fælge.
Med faceliftet kommer der flere nye modelvarianter. Topudgaven hedder GR Sport og har tråde til de heftige modeller fra motorsportsafdelingen, Gazoo Racing. Den byder bl.a. på sportstrim, 18 tommer maskinudfasede aluminiumsfælge og sportssæder med GR-logoer i nakkestøtterne.
Den faceliftede Corolla lanceres næste forår.
- Det er nu 12. generation af Toyota Corolla, som sælges.
- Modellen, som herhjemme en årrække også hed Auris, kom i den seneste generation i 2018.
- Den faceliftede udgave lanceres næste forår.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.