Her får aalborgensere flest p-afgifter: Én fejl topper listen

26.264 p-udgifter er udstedt i Aalborg Kommune siden årets begyndelse og frem til 8. september.
26.264 p-udgifter er udstedt i Aalborg Kommune siden årets begyndelse og frem til 8. september. Pressefoto

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

AALBORG: Der findes næppe mange bilister, der ligefrem glæder sig til at finde en seddel i forruden.

Men for 26.264 bilister i Aalborg Kommune er det altså sket siden årets begyndelse og frem til 8. september. Det svarer til omkring 105 p-afgifter om dagen.

Det oplyser Autoparts24 i en pressemeddelelse.

Og hvis man gerne vil undgå en parkeringsafgift på mindst 500 kroner, kan det være værd at kende de mest almindelige faldgruber.

For én forseelse går igen.

Den klart hyppigste årsag til en parkeringsafgift er standsning eller parkering i et vejkryds.

Det har Aalborg Kommune udstedt hele 5.757 afgifter for i perioden.

Reglen siger, at man skal holde mindst 10 meter fra det sted, hvor en tværgående kørebanes kant skærer den kørebane, man holder på.

En regel, der måske ikke altid er den letteste at få øje på - eller vurdere, når man lige skal finde en parkeringsplads.

På andenpladsen kommer urigtig indstilling af p-skiven eller overskridelse af tidsbegrænset parkering med 5.206 afgifter.

Og på tredjepladsen finder vi manglende gyldig betaling, som har udløst 4.836 afgifter.

De tre forseelser står tilsammen for mere end seks ud af ti af alle parkeringsafgifter i kommunen.

Top 10: Derfor får bilisterne p-afgifter
  1. Standsning/parkering i vejkryds: 5.757
  2. Tidsbegrænset parkering / forkert indstillet p-skive: 5.206
  3. Ingen gyldig betaling registreret: 4.836
  4. Parkering ved skiltning og brudt gul kantlinje: 1.242
  5. Parkering ved skiltning og ubrudt kantlinje: 1.052
  6. Reserveret parkeringsplads: 1.006
  7. Parkering på cykelsti, gangsti, fortov mv.: 918
  8. Parkering i forbudszone: 917
  9. Uden brug af p-skive: 908
  10. Parkering i opholds- og legeområde: 702

Tallene dækker perioden 1. januar til 8. september 2026.

Kilde: Autoparts24

Her får bilisterne flest afgifter

Hvis du tænker, at nogle steder i Aalborg virker mere risikable end andre, når det kommer til p-afgifter, er der faktisk noget om snakken.

For der er forskel på, hvor ofte parkeringsvagterne har haft blokken fremme.

Vesterå ligger helt i top med 1.053 parkeringsafgifter siden nytår, og flere andre velkendte veje og parkeringspladser følger efter.

Top 10: Her får bilisterne flest p-afgifter
  1. Vesterå: 1.053 p-afgifter
  2. P-plads Gåsepigen: 856 p-afgifter
  3. Hjulmagervej: 722 p-afgifter
  4. P-plads Aalborghallen: 698 p-afgifter
  5. Danmarksgade: 641 p-afgifter
  6. P-plads Sauers Plads: 552 p-afgifter
  7. Vestre Havnepromenade: 537 p-afgifter
  8. Mølleparkvej: 504 p-afgifter
  9. Ryesgade: 429 p-afgifter
  10. P-plads Aagade: 417 p-afgifter
Kilde: Autoparts24

Der er altså god grund til at kigge en ekstra gang på både p-skiven, betalingsautomaten og afstanden til det nærmeste kryds næste gang biler parkeres.

Forsiden