16 unge får 10.000 kroner hver: Skal hjælpe nyt madakademi godt fra start

Lønstrup Madakademi
Lønstrup Madakademi Foto: Privat foto

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

LØNSTRUP: Når Lønstrup Madakademi til februar næste år slår dørene op for sit allerførste hold, bliver det med lokal opbakning fra blandt andre Isager i Tversted. Virksomheden har valgt at støtte akademiets Elevpulje, som skal gøre det billigere for de unge at blive en del af det nye madakademi.

16 elever får plads på det første hold på Lønstrup Madakademi, og gennem Elevpuljen modtager hver elev 10.000 kroner i støtte. Pengene bliver trukket fra elevernes egenbetaling til undervisning, kost og logi i den første del af det syv måneder lange forløb.

Nu har Isager i Tversted valgt at bidrage til puljen. Hos Isager er håndværk og formidling allerede en stor del af hverdagen. Det gælder både i strikvirksomheden og på Tversted Skole, hvor Skolekøkkenet også holder til. Netop derfor ser Johannes Haandsbæk Vestergaard, der står bag Lønstrup Madakademi, en naturlig forbindelse mellem de to steder.

- Isager har været med til at skabe et sted i Tversted, hvor mennesker mødes om håndværk, kreativitet og mad. Det er værdier, som vi også gerne vil bygge på Madakademiet på. Derfor er vi rigtig glade for, at de har lyst til at bakke op og hjælpe vores første elever godt fra start, siger Johannes Haandsbæk Vestergaard.

Tversted Skole Foto: Privat foto

Syv måneder med mad, fællesskab og iværksætteri

På Lønstrup Madakademi skal eleverne bo, lære og arbejde sammen gennem syv måneder.

Her bliver undervisning i blandt andet madhåndværk, råvarer og iværksætteri kombineret med praktisk erfaring. Eleverne skal nemlig være med til at udvikle og drive restaurant, café og bageri i Lønstrup.

Ambitionen er både at skabe en ny vej ind i madhåndværket for unge og samtidig bidrage med mere liv i lokalområdet.

- Vi arbejder på at skabe en ny vej ind i madhåndværket og samtidig et sted, der bringer unge mennesker og nyt liv til lokalområdet. Det betyder meget, når en virksomhed fra vores egen egn kan se værdien i det og har lyst til at bidrage. Og for den enkelte elev gør støtten en konkret forskel, siger Johannes Haandsbæk Vestergaard.

Isager er ikke alene om at støtte Elevpuljen. Blandt bidragyderne er også Thise Mejeri, Brønnum Storkøkken, Bent Brandt, Valsemøllen, ELIS Danmark, BDO Hjørring, Sparekassen Danmark og Skallerup Seaside Resort.

Der er plads til 16 elever på det første hold, som begynder i februar 2027.

Ansøgningsfristen er 1. oktober 2026.

Forsiden