Dronninglund Løbet er fællesskab og motion på den hyggelige måde

Her er starten lige gået og forude venter fem kilometer. Det var denne distance, der samlede flest deltagere.
Her er starten lige gået og forude venter fem kilometer. Det var denne distance, der samlede flest deltagere. Foto: Jørgen Ingvardsen

Opdateret 02. oktober 2026 kl. 09:46

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

DRONNINGLUND: Med 361 deltagere blev det årlige Dronninglund Løb endnu en gang en succes. Det blev afviklet i søndags i nærmest perfekt vejr. Det betød ideelle forhold for deltagerne og de mange tilskuere, der mødte op for at kigge på og bakke løberne op.

Løbet startede helt tilbage i 1992, da nogle løbeglade borgere undrede sig over, at der ikke var et løb i Dronninglund, der jo har masser af smuk natur og mange muligheder for spændende løberuter.

Både unge og ældre deltog, og den unge mand her giver tilsyneladende alt det, han har. Foto: Lars Erik Andersen

Det resulterede i, at en flok løbeglade borgere samledes om at arrangere et lokalt løb. Det gjorde man så godt, at det naturligvis måtte gentages det følgende år. En fast tradition var skabt.

Der har været forskellige arrangører bag løbet, og de senere år er det idrætsklassen 2b på Dronninglund Gymnasium, der står for arrangementet. Eleverne har stået for det hele lige fra løberuter, tilmeldinger og præmier til økonomi, tidtagning og meget mere.

Inden løberne blev sendt ud på ruterne, var der fælles opvarmning. Også denne del stod eleverne fra idrætsklassen for. Foto: Jørgen Ingvardsen

Det klarede de til mindst et 12-tal. Alt gik, som det skulle, og med de mange deltagere vil løbet uden tvivl også give et overskud, som efter planen skal bruges til idrætsklassens studietur til Club La Santa på Lanzarote til i foråret.

Dronninglund Løbet er for alle, idet der er ruter for både eliteløbere og motionister. Den korteste rute er på tre kilometer, og her kan alle være med lige fra små børn og familier til ældre.

Der var stor opbakning fra tilskuerne, der nød at kigge på i det gode vejr. Foto: Lars Erik Andersen

Den længste er en halvmaraton på 21 kilometer, og den kræver lidt mere. Her deltager hvert år en række dygtige og ambitiøse løbere, og vindertiden i år på 1:20:39 viser kvaliteten hos de bedste løbere.

Til sammenligning er den danske rekord sat ved VM i halvmaraton i København for 14 dage siden 1:00:46. For de fleste deltagere er det nok ikke tiden, der tæller, men det at bevæge sig og være sammen med andre ligesindede.

Forsiden