Maddag blev en festdag på Elmehøj

Maddagen blev en kæmpe succes.
Maddagen blev en kæmpe succes. Privatfoto

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

Ø.BRØNDERSLEV:  Onsdag 30. september blev det gode måltid fejret på Plejecenter Elmehøj i Øster Brønderslev. 

Her blev den nationale Maddag gjort til en festdag med fællesspisning, gæster og fokus på den gode mad.

Det skriver Kost og Ernæringsforbundet i en pressemeddelelse.

Onsdag aften klokken 17.30 fejrede Plejecenter Elmehøj Maddag 2026 sammen med mange andre plejehjem og dagtilbud rundt omkring i landet. 

Ved sidste års Maddag deltog 446 dagtilbud og 163 plejehjem, hvor i alt 46.500 mennesker spiste med. I år var mindst lige så mange tilmeldt.

Privatfoto

Årets tema for Maddag 2026 var kål, og på Elmehøj blev temaet naturligvis en del af både menuen og bordpynten.

Da gæster og beboere satte sig til bords onsdag aften, stod menuen på bagt kuller med løvstikkeolie, kartofler, savojkål, spegeskinke og timiansky.

Maden var lavet fra bunden og blev leveret nylavet og varm direkte fra køkkenet hos Nordjysk Mad I/S.

Nordjysk Mad I/S er et samarbejde mellem Region Nordjyllands Psykiatri og Brønderslev Kommune. Køkkenet bespiser dagligt omkring 220 plejehjemsbeboere, 100 patienter i Psykiatrien samt 35 borgere med handicap.

Maddag er en særlig anledning til at sætte fokus på den faglighed og det arbejde, der hver dag ligger bag de mange måltider.

Sunde sager. Privatfoto

På Elmehøj handlede dagen om mere end ernæring. 

Der var også fokus på duften af nylavet mad, forventningen til måltidet, hyggeligt samvær og det fællesskab, der opstår, når beboere og gæster sætter sig sammen omkring et veldækket bord.

Gæster udefra var inviteret med

Festdagen på Elmehøj fik besøg af en række inviterede gæster. 

Blandt andre deltog formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune Carsten Ullmann Andersen, næstformand Lone Clausen og udvalgsmedlem Klaus Riis Klæstrup.

Desuden deltog Elmehøjs Plejehjemsråd, plejehjemsleder Jette Ramskov, leder af Nordjysk Mad I/S Lone Hornhaver Sveistrup samt Marian Aagaard, formand for Kost og Ernæringsforbundet i Region Nord.

Fra venstre: Jette Ramskov, Lone Clausen, Claus Riis Klæstrup, Carsten Ullmann Andersen, Lone Hornhaver Sveistrup, Marian Aagaard. Privatfoto

Husets centerråd, som netop har vundet årets frivilligpris for den store indsats på Elmehøj, var også på pletten. 

De frivillige hjalp med at servere maden og skabe en hyggelig og festlig ramme om det fælles måltid.

Maddag på Elmehøj blev dermed en festlig aften med plads til god mad, fællesskab og fokus på den faglighed, der hver dag er med til at sikre, at mange mennesker får et godt og nærende måltid.

En national mærkedag for det gode måltid

Bag Maddag står Kost og Ernæringsforbundet og FOA, som hvert år sætter fokus på værdien af det gode måltid og hylder alle dem, der får de daglige måltider til at fungere – både de madprofessionelle i køkkenerne og de medarbejdere, der er sammen med børnene og de ældre omkring måltidet.

Det gode måltid spiller en vigtig rolle for både trivsel, sundhed og livskvalitet.

Maddag bakkes op af en bred kreds af organisationer, blandt andre FOLA – Forældrenes Landsorganisation, Landbrug & Fødevarer, BUPL, Mejeriforeningen, Komiteen for Sundhedsoplysning og Rådet for Sund Mad.

Forsiden