Dagligvarekæde skal igennem "kæmpemæssig ombygning"
Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.
NORDJYLLAND: Et nyt butikskoncept medfører en "kæmpemæssig ombygning" i adskillige Lidl-butikker.
Det skriver dagligvarekæden i en pressemeddelelse.
- Målet er at få ombygget alle butikker i Lidl Danmark inden for de næste år. Der er med andre ord tale om en stor investering, men vi har set i vores testbutikker - såvel som i nye butikker bygget med konceptet fra bunden - at kunderne er utroligt glade for de nye rammer, så vi ruller det ud med høj fart, siger Mads T. Nielsen, der er udvikling-, ejendoms- og salgsdirektør i Lidl Danmark.
Ét af de konkrete tiltag, der bliver integreret i de ombyggede butikker, er en udvidet frugt- og grøntafdeling.
Dertil har man ændret måden, pladsen i butikken er fordelt på.
- Med det nye koncept gør vi indkøbsturen endnu nemmere og mere overskuelig for vores kunder. Når en gennemtænkt indretning med et godt overblik går hånd i hånd med faste lave priser, skaber det en rolig indkøbsoplevelse i en travl hverdag, siger Mette Schacht Færch, der er kundedirektør i Lidl Danmark.
Hvornår de nordjyske Lidl-butikker skal ombygges fremgår ikke af Lidl Danmarks pressemeddelelse.