Kulturnatten samlede Brønderslev

Navnkundige Henrik Solgård gav en "forrygende" koncert på Peder Nielsens Plads.
Navnkundige Henrik Solgård gav en "forrygende" koncert på Peder Nielsens Plads. Foto: Expo Foto/Allan Mortensen

Artiklen er oprindeligt bragt på LigeHer.nu.

BRØNDERSLEV: Der var liv i gaderne og aktivitet på kryds og tværs af Brønderslev, da årets Kulturnat fredag aften samlede borgere i alle aldre til en række gratis oplevelser. 

Mere end 25 kulturaktører, foreninger og institutioner bød indenfor med alt fra musik, kunst og dans til litteratur, fællessang og familieaktiviteter.

Ganske mange var mødt frem til åbningen af Kulturnatten. Foto: Expo Foto/Allan Mortensen

Kulturnatten blev officielt skudt i gang på Peder Nielsens Plads, hvor taler, musik og underholdning satte stemningen for aftenen. Blandt indslagene var et besøg af Henrik Solgård, den folkekære karakter skabt af komikeren og skuespilleren Esben Pretzmann. 

De mystiske figurer fra Dunkelfolket traskede rundt i gaderne og bidrog til atmosfæren. Foto: Expo Foto/Allan Mortensen

Solgård indledte sit mesterlige repertoire med muntert at svine Brønderslev til, alt imens han fremhævede sin egen hjemstavn, Dronninglund.

Forinden havde Danmarksdemokraternes byrådsmedlem, Jamie Voldby holdt åbningstale med stor ros til aktørerne bag Kulturnatten.

Foreningens Norden var også blandt deltagerne i Kulturnatten. Foto: Expo Foto/Allan Mortensen

Siden fortsatte aftenen med et væld af indslag. I kirken var der musikalske oplevelser, på gymnasiet ventede kreative udfordringer, mens både kunstnere, kulturforeninger og museer holdt åbent.

Museumsforeningen og Borger9700 havde inviteret børn og voksne på gys og gry i "Scary House" på Fabrikken Foto: Expo Foto/Allan Mortensen

Et af aftenens samlingspunkter var Brønderslev Bibliotek, som havde sat fokus på temaet “forbudte bøger”. Her blev der inviteret til både samtaler, bogcaféer og højtlæsning med udgangspunkt i litteratur, der gennem tiden har været udsat for censur eller debat.

På Brønderslev Bibliotek var der fokus på forbudte bøger. Kulturmedarbejder Hans Wendelboe Bøcher forsøgte flere gange gennem natten at vække gæsternes bevidsthed om vigtigheden af den litterære frihed. Foto: Expo Foto/Allan Mortensen

For at gøre det nemt at komme rundt mellem de mange aktiviteter var der indsat shuttlebusser, som i løbet af aftenen bandt de kulturelle tilbud sammen på tværs af byen.

Det var anden gang, Kulturnatten blev afviklet i sin nuværende form.

Forsiden