Brønderslev

Ligesindede mødes

Unge med ondt i livet har fået et nyt samlingssted

Martin Bo Jensen, Ole Jespersgaard, Anika Nielsen og Sebastian Bisgaard. Foto: Esben Heine

Martin Bo Jensen, Ole Jespersgaard, Anika Nielsen og Sebastian Bisgaard. Foto: Esben Heine

BRØNDERSLEV:At der er behov for et sted for de unge i Brønderslev som et alternativ til værtshuse, er klart. Det tilbud, som en gruppe unge står bag i Det Blå Hus, er blevet en succes.

Selv om der kun er holdt klubaften fem-seks gange, er der allerede planer om at udvide tilbuddet.

Det er de unge selv, der har arbejdet på at få et sted, og her åbnede Det Blå Hus på Fasanvej døren på fuld klem.

- Nu kommer der 15-20 unge, fortæller én af initiativtagerne, 25-årige Martin Bo Jensen.

Klubben har åbent fra klokken 17 til 21 hver tirsdag, men der er ønsker om at åbne en time tidligere, og måske udvide antallet af åbningsdage til to-tre om ugen.

Hovedparten af de unge, der er mellem 18 og 35 år, kommer fra Brønderslev-området, men der er også enkelte fra Dronninglund-området.

Det er unge med ondt i livet, der kommer i klubben. Og målgruppen er stor, idet der er flere end 400 unge kontanthjælpsmodtagere i Brønderslev.

Der er en række aktiviteter for de unge. De spiser som regel sammen, og her får de hjælp af husets kok, Michael Seide, men der er også unge, der giver et nap med.

- Vi får stort udbytte af at snakke over maden, fortæller Martin Bo Jensen.

Der er også nogle af husets medarbejdere til stede på åbningsaftenen.

- Der er tit nogle af de unge, der har et problem, de skal have vendt. Og der kan også opstå en situation, hvor der er behov for, at der er medarbejdere til at gribe ind.

Selv siger Martin Bo Jensen, at han har fået et helt andet liv, efter at han er begyndt at komme i klubben.

Han blev afskediget efter at være udlært butiksassistent i Rema1000.

- Nu skal jeg til at uddanne mig til skrædder, men desværre er det kun muligt i Aarhus eller Sønderborg, fortæller han.

27-årige Anika Nielsen er lykkelig for, at hun har fået kendskab til klubben.

- Vi savner virkelig et sted, siger Anika Nielsen, der er førtidspensionist, og arbejder i JobTeam. Hun er tilknyttet Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

- Vi er nogle, der ikke gider gå på værtshus, og i Det Blå Hus er der personer i samme situation som én selv, man kan snakke med.

Sebastian Bisgaard, 23 år, der er i flexjob, er også en trofast gæst i huset.

- Dette tilbud og så idrætsforeningen Bifos har bare givet mig så meget, siger han. Vi frygter bare for, at nedskæringer vil ramme de ansattes medvirken i Bifos.

- Der er brug for pædagoger. Vi kan ikke selv arrangere stævner eller tage til stævne i f.eks. Vejle. Uden pædagoger er der ingen til at behandle skader eller tage sig af andre problemer, fortæller Sebastian Bisgaard.

Det er planen at stifte en forening, der skal stå for det ny klubtilbud.

- Navnet er ikke endeligt på plads, fortæller Martin Bo Jensen, der har udarbejdet forslag til vedtægter.

Formålet med klubben er at tilbyde unge mennesker social omgang og skabe sociale forhold. Klubben kan være med til at øge medlemmernes selvtillid og sociale kompetencer.

- Vi kan få et socialt og stabilt miljø for unge, siger Martin Bo Jensen.

Klubben kan også styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.