- Lille fødested er lige så sikkert som et stort
Chefjordemoder Majken Jensen er træt af studie i klagestatistik
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:42
THY-MORS: - Kan det virkelig passe? tænkte chefjordemoder Majken Jensen, Sygehus Thy-Mors, da forskellige medier for nylig kunne referere et hold forskere for at sige, at små fødesteder begår flere fejl, der udløser erstatning fra Patientforsikringen, end store fødesteder.
Undersøgelsen er baseret på tal fra Patientforsikringen fra årene 1995 til 2009. I den periode blev der født næsten en million børn i Danmark. I cirka 1400 tilfælde blev der klaget over forløbet. 527 klager udløste erstatning.
Forskerne har set på klagerne fordelt på fødestedernes størrelse. I gruppen af fødesteder med under 1000 fødsler årligt, hvilket omfatter Sygehus Thy-Mors, får halvdelen af klagerne medhold, mens det kun gælder for en tredjedel af klagerne i gruppen af fødesteder med 3-4000 årlige fødsler.
Samtidig konkluderes det, at der ved de små fødesteder er flere, der får medhold i klagen med den begrundelse, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes.
Et enkelt sted skiller sig ud
Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Acta Obstetricia et Gynecologica. Da Majken Jensen fik nærlæst artiklen og skemaerne, kunne hun konstatere, at der blandt de fire små fødesteder er et enkelt, der skiller sig ud med meget dårlige resultater. De øvrige tre ligger helt på linje med landets øvrige fødesteder.
- Jeg skyndte mig at ringe til en af lægerne bag studiet for at forvisse mig om, at det ikke er Sygehus Thy-Mors, der ligger så dårligt, og det er det ikke. Men jeg er ked af, at vi bliver slået i hartkorn med en gruppe af små fødesteder, hvor et enkelt sted med dårlige resultater er årsag til, at hele gruppen fremstår dårligt, siger chefjordemoderen.
Forskerne selv er opmærksomme på skævheden, og de stiller også spørgsmål ved, om der i nogle egne af landet skal mere til, før man klager, således at de klager, der bliver sendt ind, er mere alvorlige. Derved vil en større procentdel måske få medhold. De fire små sygehuse i undersøgelsen har færre klager pr. fødsel end de større sygehuse.
- I de sidste tre år ved jeg, at der i to tilfælde er klaget til Patientklagenævnet over fødsler her på stedet. En fik medhold, og en anden fik ikke, fortæller Majken Jensen.
Aktuelle målinger
Hun mener generelt, at klagestatistikken, der tilmed er baseret på temmelig gamle tal, ikke siger ret meget om fødestedernes kvalitet.
- Man skulle hellere kigge på de mere aktuelle NIP-tal fra den danske kvalitetsdatabase for fødsler, siger hun.
Her måles fødestederne på en lang række indikatorer. For eksempel hvor hurtigt der udføres kejsersnit, når det er besluttet, og hvor hurtigt der bliver lagt en bedøvelse, hvis det er bestilt. Også komplikationer som bristninger og blødninger indgår i målingerne.
- Her klarer vi os rigtig godt, fastslår Majken Jensen.
Kåret som bedst
Fagskriftet Dagens Medicin kårede sidste år fødeafdelingen ved Sygehus Thy-Mors som landets bedste blandt de specialiserede afdelinger, hvor Aarhus Universitetshospital toppede blandt de højt specialiserede. Kåringen af Thy-Mors skete især på basis af gode NIP-tal og høj patienttilfredshed.
- Vi har altid speciallæger, enten obstetrikere eller gynækologer, på vagt, også om natten og i weekenderne, og selv om vi ikke har så mange kritiske fødsler som på et større sygehus, så træner vi situationerne jævnligt, fortæller Majken Jensen, der godt tør fastslå:
- Det er lige så sikkert at føde på et lille fødested som på et stort.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.