Lille minus i bundsolid sparekasse

Hobro Sparekasses pengetank intakt. Solvensrekord 23,4 procent.

Egon Kjøller,
Sparekassen Hobro er blevet tvunget til større nedskrivninger af Finanstilsynet. Foto: Thomas Vinther
Virksomhedsøkonomi 22. februar 2012 18:14

Sparekassen Hobro kom ud af 2011 med et minus efter skat på 22,6 millioner kroner mod et positivt resultat efter skat på 10,0 millioner kroner året før. Det skyldes markant større nedskrivninger på udlån i forhold til året før, udløst af krav fra Finanstilsynet. De endte på 79,6 millioner kroner mod 36,5 millioner kroner i 2010. Det vendte det forventede overskud til et minus. - Og det er da træls, men i praksis har det mindre betydning at tære en snes millioner på en egenkapital, der stadig overstiger én milliard kroner, siger adm. direktør Per Sønderup. Forventer overskud i 2012 Han påpeger, at egenkapitalen kun er slået tilbage til 2009-niveau, og forventer klart et overskud i 2012. Han betegner sparekassen som sund og solid, stadigvæk. Før kursreguleringer, nedskrivninger og skat opnåede sparekassen et positivt resultat på 45,0 millioner kroner mod 39,2 millioner kroner i 2010. Soliditet blev cementeret med fremgang i såvel solvensprocent som kernekapitalprocent. Og solvensens er rekordhøj: 23,4 procent mod 22,9 procent ved udgangen af 2010. Lovens krav er mindst otte procent. Intakt pengetank Kernekapitalprocenten var på 23 procent ved udgangen af 2011 mod 21,8 procent året før. - Pengetanken er intakt, fastslår Per Sønderup. Sparekassens udlån og indlån er næsten i balance. Fra ultimo 2010 til ultimo 2011 er udlån faldet fra 3.320 millioner kroner til 3.177 millioner kroner, mens indlån er steget fra 3.251 millioner kroner ultimo 2010 til 3.345 millioner kroner i 2011. Øget garantkapital På grund af krisen på de finansielle markeder har flere af landets garantsparekasser valgt helt eller delvis at lukke for garanternes adgang til at hæve deres garantkapital. Det gælder ikke Sparekassen Hobro, fremhæver Per Sønderup. I 2011 steg såvel antallet af garanter som mængden af den tegnede garantkapital. I det forløbne år steg garantkapitalen fra 294,6 millioner kroner til 302,6 millioner kroner. Ved udgangen af 2011 havde sparekassen 13.174 garanter mod 12.973 ultimo 2010. Der er i årets løb reduceret i antal medarbejdere, fra 185,1 til 178,3, målt i fuldtidsstillinger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...