Lillebyens kirke tager nu form

Miniatureudgaven af Thisted Kirke klar sidst på sommeren 2013

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

THISTED:Thisted Kirke er bygget af såkaldte munkesten - mursten der er et nummer større end dem, der bruges i moderne byggeri.

Så når kirken skal genopføres i Thisted Lilleby, er byggematerialet naturligvis også med nogle lidt større mini-mursten.

Alligevel skal der bruges mellem 80.000 og 90.000 af slagsen til det hidtil største bygningsværk i lillebyen, der opføres som en kopi i en tiendedel størrelse af det centrale Thisted - sådan som byen så ud omkring 1950.

Endnu mangler en hel del af stenene at blive lagt. Men kirken er ved at tage form.

Den seks meter lange og fem meter høje bygning ville ikke kunne være inde i den tidligere gartnerbolig på Plantagevej, hvor de øvrige bygninger i lillebyen opføres, inden de flyttes ud på plænen bag Plantagehuset.

Som det eneste hus i lillebyen bliver kirken derfor opført på det sted, hvor den skal stå. Her er der bygget et hus over byggepladsen, så der er tørvejr og lidt varme til de fire medlemmer af lilleby-foreningen, der står for kirkebyggeriet.

Kirken bliver færdig sidst på sommeren i 2013, lover formanden for Thisted Lilleby, Kalle Odgaard.

Ny byplan

Egentlig var det ikke meningen, at kirken skulle være en del af lillebyen. Der var ikke plads til den i den oprindelige byplan. Men med kommunens godkendelse er hegnet nu flyttet nogle meter, så lillebyen råder over hele området mellem gartnerboligen og Plantagehuset.

Kirkebyggeriet ligger stille for tiden. Trods huset over byggepladsen er det i vintervejret en lidt for kold arbejdsplads.

De fire medlemmer af lilleby-foreningen, der står for kirkebyggeriet, har til gengæld tid til at opføre andre huse inde i varmen i lillebyens værksted. Og her skrider byggeriet rigtig godt frem.

- Vi har 17 færdige huse, der venter på at komme ud, fortæller Kalle Odgaard.

- Vi har ligesom fået taget på det. Byggeriet er blevet sat mere i system.

Det har også været med til at fremskynde processen, at A.P. Møller sidste år betænkte Thisted Lilleby med en ny keramikovn til fremstilling af mursten.

Ud over kirken er det nu husrækken ned ad Storegade, der er under opførelse. Planen er at hele gaden til og med Hotel Aalborg skal genopføres.

I den modsatte retning har de 25 pensionister og efterlønnere planer om at nå op i Vestergade, op på den anden side af kirken.

Nytorv skal også med i Thisted Lillebys byplan, og ned mod havnen det forlængst forsvundne kvarter, hvor FDB havde lager til engang midt i 1960’erne.

Også den gamle toldbod - hvor Thisted Bolig nu har administration - skal genopføres. Når foreningen på et tidspunkt får penge til materialerne.

Det bliver en helt speciel opgave med et væld af forskellige murstenstyper.

- Vi er allerede begyndt at lave murstenene, siger Kalle Odgaard.

Selv om husene nu skyder op i rask tempo, har det lange udsigter, før hele lillebyen står færdig:

- Det bliver, når du sidder ude på Vibedal, siger Kalle Odgaard til avisens udsendte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Afsløring: Ansatte risikerede at styrte i døden på kriseramt nordjysk teater
Luk