Lindholm mister blå flag
Badevandet i Strandpark indeholder for mange colibakterier

Der bliver intet blåt flag til Lindholm Strandpark i år. Pressefotograf Michael Koch
LINDHOLM:Der bliver et flag mindre at fejre, når Aalborg Kommune 1. og 5. juni markerer de strande og havne, som har fået Friluftsrådets Blå Flag.
I modsætning til sidste år er det nemlig ikke lykkedes Lindholm Strandpark at opnå et flag, og ifølge Kira Mølgaard fra Park & Natur er primært fordi, indholdet af colibakterier i vandet sidste år var for højt.
- Tildelingen bygger jo på målinger, der går fire år tilbage. Og sidste år var der desværre en percentil for e-coli på 315, og ifølge Friluftsrådet må der kun være 250, forklarer hun.
Bad bare alligevel
Aalborg Kommune tager jævnligt prøver af vandet på alle kommunens badestrande, og ifølge eksperterne skulle der - trods det manglende flag - ikke være noget farligt i at bade ved Lindholm.
- Vi følger naturligvis badevandsbekendtgørelsen. Men Friluftsrådet har nogle lidt skrappere regler, og derfor kan Lindholm ikke få et blåt flag, påpeger Kira Mølgaard.
Ved tildelingen af blå flag bliver der også lagt vægt på, at strandene har toiletter og nødtelefon. Så det kan også være årsag til, at nogle af de gode badesteder ikke har et flag.
- Men man behøver altså ikke være nervøs. Vi følger løbende med i badevandskvaliteten og meddeler det naturligvis, hvis der er nogen som helst risiko, understreger Kira Mølgaard.
Problemer i havnebadet
Et af de steder, hvor Aalborg Kommune holder ekstra godt øje med badevandet, er det ny havnebad ved Jomfru Aneparken i Aalborgs midtby. For her er der heller ikke udsigt til et blåt flag på grund af colibakterier.
- Skulle havnebadet have et blåt flag, kunne det nemt udvikle sig til et cirkus, hvor det skulle op og ned - afhængigt af dagens badevandsprøver, siger Kira Mølgaard.
Fejrer tildeling
Egholm Strand, Hesteskoen, Egense Skanse, Stejlgabet ved Dokkedal, Møllestenen (Koldkær Strand), Hou Strand, Bisnap Strand, Marina Fjordpark, Hals Havn og Nibe Lystbådehavn har til gengæld alle kvalificeret sig til et blåt flag, og det fejrer Aalborg Kommune i år ved at hejse flagene 1. og 5. juni.
Ved Bisnap Strand opsættes der samtidig en ny elektronisk informationstavle, hvor badegæsterne kan læse om stranden, uploade badevandsdata og andre relevante informationer.
- Og så vender vi forhåbentlig stærkt tilbage i Lindholm Strandpark næste år, tilføjer Kira Mølgaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.