Lions Club Vrå fylder 40 år
Igennem 40 år har medlemmer af Lions Club Vrå delt flere end 1.250.000 kr. ud til velgørende formål. De seneste 50.000 kr. blev delt ud lørdag eftermiddag, da klubben fejrede sit 40 års jubilæum.
I spidsen for lørdagens reception stod tidligere sparekassedirektør Egon Qvist, som i sin tid var med til at starte klubben og lige siden har han været medlem. - Jeg kom til Vrå fra Års, hvor jeg havde været medlem af Lions. Jeg fik tilbud om at komme med i Lions Club Brønderslev, og det var jeg en tid, indtil Knud Mølbjerg her fra Vrå kom og spurgte, om jeg ville være med til at starte en klub i Vrå, fortæller Egon Qvist. Hurtigt fandt man flere end en snes mænd, der ville være med, og 26. februar 1972 kunne man holde chartring på Vrå Højskole med efterfølgende fest på Klitbakken i Løkken. - Der var 175 deltagere med repræsentanter for 23 klubber, så det var flot, siger Egon Qvist. Medlemmerne mødes en gang om måneden og planlægger en række aktiviteter, som kan give midler til godgørende formål i ind- og udland. Næsten alle årene har der været bankospil som en væsentlig indtægtskilde, men også udgivelsen af bogen Barn af Vendsyssel skæpper godt i kassen. Den nyeste aktivitet er en kunstudstilling i Idrætscenter Vendsyssel med titlen "Vis hvad du kan", som allerede er blevet meget populær.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.