Velgørenhed

Lions klar til Fjordrock

Satser på smukt vejr - og et stort overskud

Så er der budt op til Fjordrock på Søsportsvej i Aalborg for tredje gang. Arkivfoto: Henrik Bo
Så er der budt op til Fjordrock på Søsportsvej i Aalborg for tredje gang. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

AALBORG: Når Lions Club Aalborg på lørdag 8. juni kalder til Fjordrock plus jazz ved Søsportsvej, tæt ved den genetablerede jernbanebro, er det tredje gang foreningen kaster sig ud i at skabe musikalsk liv i gaden - og samtidigt generere et overskud til godgørende formål i lokalområdet.

Første gang havde man ikke helt så mange deltagere, som man havde håbet, men der blev alligevel et overskud på 25.000, som blev doneret til kræftafdelingen på Aalborg Sygehus Syd.

Sidste år blev man ramt først af megen regn, og så af en afgørende kvalifikationskamp til EM i fodbold, hvilket næsten tømte festpladsen.

Der blev dog et beskedent overskud, som blev anvendt til forskellige godgørende formål i lokalområdet.

Og nu er det så tredje gang Lions gennemfører musikarrangementet ved fjorden.

Håbet er at det vil blive lykkens gang, hvor man bliver begunstiget af rigtigt sommervejr, der kan få mange mennesker til den dejlige plet ved Limfjordens bred.

Det forventede overskud vil i år blive delt mellem de frivillige på hospitalerne og så nogle af byens pensionister.

Således har man allerede betalt leje af en minibus, så nogle af beboerne på plejehjemmet Birkebo på Forchhammersvej kan komme på en firedages sommertur til Sønderjylland, blandt andet for at se Dybbølskanserne.

Kun lokale orkestre

I lighed med tidligere år, har alle orkestrene deres rod i det nordjyske.

Det mest kendte er vel nok Rockmaskinen, der i omkring 35 år har spillet de virkeligt gode, gamle rocknumre – ledet af Malthe Nielsen.

På en rå og professionel måde serverer de sej og sumpet soul-rock-blues sådan som det skal lyde, når det er bedst.

McKinleys har også fornøjet vore øregange, siden de debuterede i 1972.

Efter deres deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix i 1980 tog de en pause på næsten 25 år.

Men så samledes de igen, med udskiftning på et par pladser, for at pleje nostalgien og spille de mange gamle hits.

Men da gruppens bassist, Peter Kristoffersen, præsenterede gutterne for en håndfuld helt nye numre, blev der skabt grundlag for et mere seriøst comeback med udgivelse af et nyt album.

Ivan Pedersen, Niels Drevsholt og Mogens Binderup har ydet en stor indsats for at modernisere repertoiret og samtidigt fastholde den karakteristiske McKinleys-sound fra 70’rne.

Timeshare er også et af de gamle rockbands, der løbende fornyer sig, men altid med baggrund i Pink Floyd’s musik. Det seks mand store orkester er blevet udvidet med tre sangerinder, så nu kan man bedre gengive den autentiske psykedeliske og symfoniske rock, som kendetegner Pink Floyd.

Det er ikke kopimusik ned til mindste detalje, for man har givet musikken en twist som gør, at man godt kan høre, at det er Timeshare, der spiller.

Ella og Louis

Med på programmet er også ”Cheek To Cheek”, et swingjazz-ensemble, der debuterede så sent som i marts måned sidste år.

Mange af de klassiske numre, som vi kan huske blev fremført af Ella Fitzgerald og Louis Armstrong, hver for sig eller sammen, er med på deres repertoire. Som f.eks. ”Can Anyone Explain”, ”They All Laughed” og også ”Cheek To Cheek”.

De faste medlemmer af orkestret - som også er kendt som ”Swingbandet Olsens All Stars” – er Frank Wommelsdorff på sax, Tore Mortensen på piano, Jan Olesen på Guitar, Jens Husted på bas og Niels Riis på trommer. Louise Kroustrup lægger stemme til Ella, og Flemming Olsen gengiver Louis.

Koncerten begynder kl. 12, og slutter ved 19-tiden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden