Byggeri

Liv frem for mursten

Provsti har påtaget sig en ny rolle

Yvonne Nielsen Alstrup satser på det kirkelige liv. ?Foto: Bente Poder

Yvonne Nielsen Alstrup satser på det kirkelige liv. ?Foto: Bente Poder

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Med visionsprojektet ”Kirker på tværs”, som Brønderslev Provsti har sat i gang, har provstiet påtaget sig en rolle, som går langt ud over den administrative funktion, som provstiet ellers plejer at have.

Samtidig bliver det fremhævet, at det er positivt, at provst Yvonne Nielsen Alstrup i det fremtidige kirkelige arbejde ”tænker liv frem for mursten”.

Det fremgår af en rapport, der er udarbejdet af religionshistoriker Emma Katrine Lyng Svensson på baggrund af en række interviews blandt menighedsrådsformænd, ansatte og frivillige medarbejdere i efteråret 2012.

De er gennemført sammen med provstisekretær Erik Villy Rasmussen efter, at visionsprojektet blev sat i gang i efteråret 2011 med det formål at undersøge, hvordan der kan skabes større sammenhæng i provstiet og, hvordan der kan samarbejdes mere på tværs af sognene.

Rapporten har netop været fremlagt i Brønderslev Provstis provstiudvalg, og den påpeger, at de største udfordringer fremover er fortsat uklarhed omkring ledelse og økonomi, idet flere giver udtryk for frygt for yderligere besparelser samt, at de små sogne ikke må ”drukne” i samarbejdet.

Til gengæld er der enighed om, at der med Visionsprojektet skabes nye muligheder for en trængt kirke med yderligere samarbejde og ikke mindst muligheder for større arrangementer på tværs af sognene, og det bliver der konkret fulgt op på i Brønderslev provstis budget for indeværende år med 1.150.000 kr.

Pengene skal bruges til ansættelse af en konsulent i Folkekirkens Skoletjeneste, en ny hjemmeside for provstiet, visionsdag for ansatte på provstiets kirkegårde, ungdomsgudstjenester med undervisningsmaterialer for konfirmanderne, visionsdag for gudstjenestefornyelse, hvor menighedsråd, ansatte og frivillige drøfter mulige nye former og endelige til forskellige diakonitiltag for provstiet.

3. april er der som afslutning på forsøgsperioden et budgetsamråd, hvor menighedsrådene bliver spurgt, om de kan tilslutte sig oplægget, som fremover også indebærer, at et nyt repræsentantskab skal godkende budgettet. Desuden vil rapporten blive drøftet på samrådet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst