13,7 millioner kroner til mere pleje

Sundheds-, senior- og ældreområdet i Jammerbugt får et løft

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

JAMMERBUGT:I budgetaftalen for i år fik social- og sundhedsudvalgets område i Jammerbugt Kommune tilført 13,7 millioner kroner. Disse midler har social- og sundhedsudvalget udmøntet, og dermed er serviceniveauet for borgerne på sundheds- og seniorområdet og handicapområdet sikret i indeværende år.

Der bliver flere ældre i kommunen, og dermed er der et behov for flere ressourcer til området. Med budgetaftalen bevarer kommunen klippekortordningen og den nuværende rengøringsfrekvens hos borgerne. De ekstra midler går endvidere til opnormering på hjemmeplejeområdet og til opkvalificering af social- og sundhedshjælpere til -assistenter. Det sker dels for at sikre de rette kvalifikationer hos personalet og dels for at skabe bedre forhold for medarbejderne.

Antallet af borgere fra andre kommuner, der bor på kommunens plejecentre, er faldet, mens antallet af borgere, der har taget orlov for at passe døende pårørende, er steget. Dette har presset økonomien på området, og derfor er ekstra midler også tilført her.

Flere voksne med handicap

Med budgetaftalen for 2022 imødekommer kommunen samtidig den demografiske udvikling på handicapområdet, som medfører en fortsat stigning i antallet af voksne med handicap. Som følge af en øget tilgang på området er der på budget 2022 tilført ekstra midler svarende til 6,5 millioner kroner.

Jammerbugt Kommune har - ud over uddannelse, rekruttering og fastholdelse - også fokus på udviklingen af velfærdsteknologi. Ved at løse nogle opgaver ved hjælp af ny teknologi, kan kommunen reducere antallet af medarbejdere, der er brug for.

Sundhed- og seniorområdet deltog i 2021 i et projekt med henblik på at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen. Her har kommunen fået en række erfaringer specielt i forhold til de sårbare borgere med begrænset netværk. De erfaringer videreføres i 2022 for at sikre kvaliteten i kommunens opgaver.

Udvikling af akutindsatsen i nærområdet og tilbud til borgere med diabetes er også fokusområde i 2022. Indsatser som sker i samarbejde med Region Nordjylland. I 2022 vil kommunen fortsat også benytte få og dygtige eksterne leverandører til at løse opgaver på sundheds- og seniorområdet.

Fastholde medarbejdere

I forhold til ungeindsatsen vil kommunen også samarbejde med kommunens væresteder, og på det specialiserede område vil der blive iværksat indsatser, der styrker fagligheden i forhold til de sociale indsatser på tværs i Jammerbugt Kommune.

- Jeg er meget tilfreds med budget 2022 på social- og sundhedsudvalgets område. Med budgettet fortsætter vi med at løse nogle af de meget store udfordringer med blandt andet rekruttering og fastholdelse, som vi sammen med resten af landet står i. Det gør vi ved at sætte fokus på uddannelse, rekruttering, fastholdelse og opnormering på hjemmeplejeområdet, siger Ib Nellemann (V), der er formand for udvalget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.