BoVendia renoverer boliger i Hjørring og Hirtshals for 785 mio. kroner

Holmegårdkvarteret med 360 boliger bliver den første afdeling i rækken af renoveringsprojekter - arbejdet ventes at gå i gang ved årets udgang

1022 boliger indgår i de fem aktuelle helhedsplaner. Og siden følger yderligere fire store projekter.

1022 boliger indgår i de fem aktuelle helhedsplaner. Og siden følger yderligere fire store projekter.

- Landsbyggefondens medvirken betyder millioninvesteringer til en meget lav huslejestigning, siger direktør i BoVendia, Johnny Jensen.

- Landsbyggefondens medvirken betyder millioninvesteringer til en meget lav huslejestigning, siger direktør i BoVendia, Johnny Jensen.

HJØRRING:785 mio. kroner. Så stort et beløb skal de kommende år forvandle trætte, gamle lejligheder og rækkehuse i både Hjørring og Hirtshals til moderne, attraktive boliger - til huslejevenlig priser.

Det fortæller direktør Johnny Jensen fra boligselskabet BoVendia, der står bag de omfattende renoveringsprojekter.

1022 boliger indgår i de fem aktuelle helhedsplaner. Og siden følger yderligere fire store projekter.

- Formålet med helhedsplanerne er at fremtidssikre boligerne, så de er attraktive for både de nuværende og kommende beboere, siger direktør Johnny Jensen.

- Vi skal have nye boliger med 2021 standard samtidig med, at vi sikrer en betalelig husleje - ellers har vi tabt i et boligmarked med stor konkurrence.

- Og Landsbyggefondens medvirken betyder millioninvesteringer til en meget lav huslejestigning, tilføjer Johnny Jensen.

Han glæder sig over, at byggeprojekterne er bæredygtige samtidig med, at de vil stimulere beskæftigelsen de kommende syv til ti år i Hjørring Kommune.

Tidsplanen er endnu ikke på plads. Men sikkert er det, at der skal udarbejdes et EU-rammeudbud.

- Jeg håber på, at vi måske kan gå i gang med arbejdet i Afdeling 13 i Holmegård-kvarteret sidst på året. Det har førsteprioritet. Herefter følger Ulvkærparken i Hirtshals - de boliger trænger virkelig til renovering, siger Johnny Jensen.

Disse lejeboliger på Idræts Alle indgår også i renoveringsprojektet for Afdeling 13. Foto: Bente Poder

Disse lejeboliger på Idræts Alle indgår også i renoveringsprojektet for Afdeling 13. Foto: Bente Poder

Første etape med 360 boliger

I Holmegård-kvarteret - Afdeling 13 - ligger der 360 lejeboliger, og der skal her investeres 313 mio. kroner. Planer for dette område er godkendt af beboerne, og når forvandlingsprocessen er gennemført, vil der være 335 ombyggede og moderniserede lejeboliger tæt på Hjørrings midtby. Siden følger yderligere fire projekter: Afdeling 2 - Ulvkærparken i Hirtshals, Afdeling 8 i Hjørring Syd, der blandt andet omfatter Karolinesvej, Afdeling 12 med Solvænget samt Afdeling 20 i Bjergby og på Vellingshøjvej.

- De sidste fire projekter er endnu ikke beboergodkendt på grund af corona-restriktionerne, understreger Johnny Jensen.

Det første renoveringsprojekt er Afdeling 13 i Hjørring:

Renoveringsplan


Grafik: Renoveringsplan
Kilde: BoVendia. Grafik: Jette Klokkerholm

Beboere genhuses

I gennemsnit bliver hver lejlighed renoveret for 775.000 kroner.

- Vi reducerer de 1022 boliger til 926. Det sker for at tilpasse boligernes størrelser til efterspørgslen.

Mens håndværkerne rykker ind i lejlighederne og giver dem en kompromisløs opdatering, må lejerne flytte ud. De bliver genhuset af BoVendia.

- Vi har virkelig stor respekt for, at vi rykker op i beboernes familier, og vi gør meget ud af at opfylde lejernes ønsker.

Nogen vælger at flytte permanent, mens andre vælger at flytte ud i det halve år ombygningen står på. Og flytninger får lejerne betalt.

BoVendias boliger på Blåsigvej indgår i renoveringsplanen for Afdeling 13. Foto: Bente Poder

BoVendias boliger på Blåsigvej indgår i renoveringsplanen for Afdeling 13. Foto: Bente Poder

Ti års planlægning

De første streger til helhedsplanerne blev slået for ti år siden. Og i november og december 2020 godkendte byrådet det såkaldte skema A for projekterne. Skema A omfatter, udover et økonomisk overslag over samtlige udgifter i sagen, blandt andet en projektbeskrivelse, en beskrivelse af finansieringen og af huslejen.

For at få del i puljen fra Landsbyggefonden skulle projekterne godkendes inden udgangen af året.

- Så vi har virkelig knoklet for at få sagerne klar til skema A-godkendelse. Alternativet var, at de røg bag i køen til 2026 - og så skulle sagerne behandles helt forfra.

- Det er omfattende og tager tid at få renoveringsprojekterne planlagt og godkendt. Men det har været et succesfuld forløb at nå hertil. Det er et skoleeksempel på godt partnerskab mellem Hjørring Kommune, Landsbyggefonden og BoVendia, konkluderer Johnny Jensen.

Flere store projekter på vej

BoVendia arbejder lige nu med yderligere fire renoveringsprojekter. I en af disse planer indgår lejeboligerne på Mågevej og Søndergade i Hirtshals. Her gav ministeren afslag på BoVendias - og Landsbyggefondens - ønske om at nedrive boliger. Men helhedsplanen består og der er fortsat tæt dialog med Landsbyggefonden.

- Vi gentænker en ændret løsning her. Beboerne her må ikke føle sig glemt, for boligerne trænger virkelig til renovering, understreger Johnny Jensen.

BoVendia har senest gennemrenoveret og ombygget lejeboliger og områder i Sindal og Tårs samt Toplærkegården i Hirtshals.

- Og vi har får utrolig mange, positive tilbagemeldinger fra både beboere og borgere i de tre områder. Vi havde inden renoveringerne mange tomgangsboliger, men vi har ændret boligerne og boligområderne, så de nu er attraktive at flytte ind i.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden