Brønderslev Goes Wild: Se hvor græsset får lov at gro vildt i 2022
Politikerne i Brønderslev Kommune har udtaget 17 hektarer, hvor græsset kun skal klippes en eller to gange årligt

AVV har udlagt et kæmpe område til ren natur - nu skal græsset også gro vildt på flere udvalget områder i Brønderslev Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
BRØNDERSLEV:Græsset får frem over lov at gro vildt på en række arealer i Brønderslev Kommune.
Det har politikerne i teknik- og miljøudvalget netop nikket ok til.
At græsset skal have lov til at gro handler ikke om at spare kommunale kroner. Det handler om at hjælpe biodiversitet og mere vild natur godt på vej.
Neddroslingen af græsklipningen falder ifølge formanden i tråd med Brønderslev Kommunes ønske om at blive Danmarks vildeste kommune med sloganet: ”Brønderslev Goes Wild”.
- Vi har drøftet muligheden for at finde områder, hvor der det giver mening at fremme biodiversitet og den grønne omstilling i stedet for, at vi bare per rutine kører ud og slår græs, siger formand for teknik- og miljøudvalget Peter Stecher (K).
Medarbejdere fra Vej og Park klipper og vedligeholder i dag cirka 110 hektar græs hver eller hver anden uge i sommerhalvåret - heraf de 60 hektar boldbaner.
Politikerne har nikket ja til at ”serviceniveauet” ændres på cirka 17 hektar. Det betyder, at græsset kun bliver slået en eller to gange årligt i stedet for hver uge.
Forvaltningen har udpeget 17 hektar, men udvalgets politikere har besluttet, at Oasen i Dronninglund og det gamle stadion i Brønderslev skal pilles ud af planen - disse områder skal klippes som hidtil.
- Vi sætter gang i det her som et forsøg, og så evaluerer vi om et års tid. Nu prøver vi af, om det giver mening - og gøre det ikke det, må vi tænke nye tanker, siger Peter Stecher.
- Det kan dele vandene, at man ikke slår græs på strækninger og arealer i kommunen. Men det er jo meget oppe i tiden, og udvalget har sagt, at der kan være afledte effekter i forhold til driften - så vi kan frigøre kræfter til andre opgaver.
Peter Stecher tilføjer, at der ikke mandskabs-besparelser at hente, når man stopper med at slå græs på udvalget områder:
- Vi dropper ikke nødvendigvis helt græsklipning. Nogle steder skal der stadig klippes stier i områderne, så man stadig kan gå ture i områderne. Der kan også være kantbeskæring, så græsset ikke gror ind over et fortov, en cykelsti eller en vej. Vi lader ikke bare stå til på de 17 hektar, og derfor bliver der ikke en 1 til 1 besparelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.