High five til musikken: Hjørring får en festival i Superligaen

Den nye festival er planlagt til 16. juli med seks musiknavne - bag initiativet står Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt med eventfirmaet GodtHardt & Partners

Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt er klar med et high five til musikken på stadion i Hjørring. Og de håber på opbakning fra hele Vendsyssel. Privatfoto

Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt er klar med et high five til musikken på stadion i Hjørring. Og de håber på opbakning fra hele Vendsyssel. Privatfoto

HJØRRING:En nye musikfestival er på vej til Hjørring. Navnet er Femhøje Festival, og den skal afvikles på byens stadion. - Vi vil lave festival i Superligaen, lyder det fra initiativtagerne Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt.

Festivalen spiller første gang over scenen 16. juli 2022.

- Vi giver high five til musikken ved at skabe en helt ny festival i Hjørring. Festivalen skal blive en ny tradition, siger Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt.

- Og vi er overbevist om, at den vil få stor og positiv indflydelse på Hjørring by.

De to kvinder har samlet kræfterne i eventfirmaet GodtHardt & Partners, og de er allerede nået langt med planlægning og booking af de seks musiknavne til festivaldagen. De løfter også sløret for de to første navne: Scarlet Pleasure, som især er kendt for titel-melodien til filmen Druk, ”What a life” og Medina, som er Danmarks popdronning nummer et.

- Vi arbejder på at udvikle festivalen til flere dage, men det første år bliver det én dag på stadion med det fedeste setup.

Billetsalget er i gang på billetsalg.dk

- Og der vil selvfølgelig være et Black Friday-tilbud, lover arrangørerne.

Medina bliver et af seks musiknavne på festivalen i Hjørring.

Medina bliver et af seks musiknavne på festivalen i Hjørring.

Et godt makkerpar

Ganske vist er Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt de ”nye piger” i klassen i koncertsammenhæng. Men de har 20 års erfaring som selvstændige indenfor restauration, event, detailhandel og forretningsudvikling.

Og de har arbejdet tæt sammen i fire år om at udvikle og eksekvere store events i Hjørring Handels regi.

- Vi er et godt makkerpar - vi kan noget forskelligt. Vi er to arbejdsheste, og vil begge gerne bidrage til fællesskabet.

- Hjørring er en fantastisk by med et spændende kulturliv med musik, teater og kunst. Men vi mangler en festival for det brede publikum - en festival, der kan bringe publikum sammen om et nyt kulturelt tilbud. Og stadion er oplagt til formålet.

Topmoderne festival

GodtHardt & Partners lover en topmoderne festival i lækre omgivelser.

- Der kommer streetfood-miljø, et lækkert udvalg af barer, oplevelser på koncertområdet og VIP-lounge til erhvervslivet.

Ud over plænen på det nyrenoverede stadion er der 4000 tribunepladser med overdækning. Og hermed kan gæsterne komme i skygge - eller i læ, hvis det skulle regne.

- Men solen skinner selvfølgelig 16. juli, lover den energiske duo efterfulgt af store smil.

Stadion blev i forbindelse med renoveringen gjort klar til at rumme en festival. Græsset kan holde til at blive indtaget af de mange festivalgæster. Der er mulighed for at opbygge en stor musikscene, og der er indtænkt strømforsyning til både scene og festivalområde i renoveringsprojektet.

Stadion er godkendt til 18.000 gæster, men så mange koncertgæster forventer arrangørerne dog ikke.

- Vi skal have mindst 3000 gæster ind - og det antal kommer vi helt sikkert langt over.

Lokal medvind

- Vi håber, at lokalbefolkningen vil være med til at skabe den nye tradition i fantastiske rammer på stadion, siger Sanne Godtliebsen.

- Vi håber, at vi kan trække folk til fra hele kommunen - men vi satser også på, at Femhøje Festival kan trække folk fra hele Nordjylland.

Femhøje Festival har allerede fået medvind fra lokalområdets erhvervsliv.

- Vores initiativ er virkelig blevet godt modtaget. Dem vi har kontaktet, har givet fuld opbakning til festivalen, og vi mangler endnu at kontakte en række firmaer, og interesserede er også velkomne til at henvende sig til os.

Firmaerne får mulighed for at lave særlige firmaarrangementer på dagen.

FEMHØJE FESTIVAL

Femhøje Festival spiller første gang 16. juli 2022.

Bag festivalen står Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt med eventfirmaet GodtHardt & Partners.

Seks bands skal spilel på destivalen, og de første to navne er offentliggjort: Scarlet Pleasure og Medina.

Supervin er gået ind som Hovedsponsoren. Projektet har også fået stor opbakning fra Cre8tek, Bygma Hjørring, Det Nordjyske Mediehus, Spar Nord, Bewise, House & Jeff, Lytzen, Fjordbak Byg, Vennelyst, BDO, Mejlholm & Willadsen, Føtex, Nordea, Hjørring Revyen.

Initiativtagerne mangler endnu at besøge en række mulige samarbejdspartnere, og opfordrer samtidig interesserede til at henvende sig.

Læs mere på www.femhøje.dk

Aftale med NT

Mange gæster vil - på grund af placeringen i byen - ankomme til fods eller på cykel. Men GodtHardt & Partners har også indgået aftale med NT om transport til og fra stadion for kun 50 kroner for en returbillet – enten med deres tog eller NT-Busser.

- NT laver billig transport fra hele Nordjylland og lader endda festdagen begynde på perronen eller i tog og busser med live-musik.

Læs mere om festivalen på: www.femhøje.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.