Trafik

Bro-reparation lakker mod enden

Henover julen vil Hadsund-broen igen kunne passeres i fire spor. Herefter forestår blot nogle få ugers reparationsarbejde

Hadsund-broen vil henover julen igen kunne passeres i fire spor. I 2022 bliver det påny nødvendigt at afspærre et enkelt spor i nogle uger, men herefter er det så også slut med trafikale gener i denne omgang. Arkivfoto
Hadsund-broen vil henover julen igen kunne passeres i fire spor. I 2022 bliver det påny nødvendigt at afspærre et enkelt spor i nogle uger, men herefter er det så også slut med trafikale gener i denne omgang. Arkivfoto

Opdateret kl. 10:30

Efter længere tids renoveringsarbejde på Hadsund-broen er der nu snart udsigt til bedre tider for trafikanterne i området.

Vejdirektoratets entreprenør har siden foråret 2021 arbejdet på at udbedre skader i betonen på undersiden af brodækket samt på bropillerne.

Arbejdet på den 45 år gamle bro er nu tæt på afsluttet, og i første omgang indstiller entreprenøren arbejdet i nogle uger hen over julen.

Det indebærer, at der indtil et stykke ind i 2022 bliver passage i fire i spor, fortæller Lene Højris Jensen, som er Vejdirektoratets fagprojektleder på brorenoveringen.

- Vi er stort set i mål med renoveringen, men der mangler to-tre ugers arbejde med at skifte lejer på et enkelt brovederlag og udskiftning af nogle fugebånd.

- Det er et arbejde, som er meget vejrfølsomt, da entreprenøren også skal foretage malearbejde.

- Derfor er det besluttet at stoppe før jul - og så genoptage arbejdet midt i januar, hvis vejrsituationen ellers tillader dét, siger hun.

Mens renoveringsarbejdet midlertidigt er indstillet, vil der være fuld passage i alle fire kørespor.

Herefter bliver det igen i en kortere periode nødvendigt at inddrage et enkelt kørespor, indtil renoveringen af Hadsund-broen er endeligt afsluttet..

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som de sidste ugers broarbejde kommer til at betyde for trafikanterne og broens naboer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden