Sommer i Nordjylland

Livreddere advarer: - Lad ikke jeres børn ude af syne

Det kræver alle øjne åbne, når hele familien skal på stranden. I sidste uge var det tæt på at gå grueligt galt i det nordjyske

Børn har svært ved at vurdere de farer, der er ved det åbne hav, advarer livreddere
Børn har svært ved at vurdere de farer, der er ved det åbne hav, advarer livreddere Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:25

NR. VORUPØR: Det kunne være endt fatalt, da livredderne ved stranden i Nr. Vorupør i sidste uge pludselig måtte handle hurtigt og resolut på en såkaldt rød alarm.

Strømmen, der løb langs stranden, havde fået fat i to børn. En af livredderne tog ud på vandet på sit rescue board og nåede frem til børnene, som i mellemtiden havde fået hjælp af en surfer. Livredderen fik børnene over på boardet og bragte dem sikkert ind til land, hvor deres far tog imod dem. 

- Heldigvis kom børnene tilbage på land i god behold, men det viser, hvor hurtigt hyggelig leg i vandet kan ændre sig til alvor, lyder det fra Lasse Serup Jensby, driftsleder i TrygFonden Kystlivredning i pressemeddelse.

Episoden ved Nr. Vorupør - og de mange andre nær ved drukneulykker, som ses hvert år - får nu Lasse Serup Jensby til på vegne af livredderne at komme med en kraftig opfordring. 

- Det sikreste er at gå i vandet med børnene, så du er lige ved siden af, hvis de for eksempel pludselig skulle blive væltet omkuld af en bølge, eller hvis de kommer til at svømme for langt ud, så de ikke længere kan bunde, forklarer han.

- Når du bader sammen med dine børn, får du også en bedre fornemmelse af, hvad de kan og tør i vandet. Så kan du samtidig være med til at motivere dem til at blive endnu bedre til at svømme eller dykke, så de rykker deres grænser og bliver mere sikre i vandet, fortsætter han.

Hele tiden et øje på børnene

De fleste forældre er gode til at passe på deres børn på stranden. Men livredderne oplever også forældre, der bliver på land, mens børnene bader, og som har opmærksomheden andre steder end på børnene i vandet. 

Det sker også, at livredderne må hjælpe med at lede efter børn, der er bliver væk fra forældrene, mens de leger i sandet på stranden.

- Særligt de mindre børn er ikke i stand til at vurdere farerne i vandet, og derfor kan de komme galt afsted, hvis de for eksempel springer op mod en bølge og mister balancen. Ulykker kan ske meget hurtigt, og derfor skal man hele tiden have et øje på børnene, og børnene skal holde øje med forældrene – også selvom der er livreddere på strandene, lyder det fra Lasse Serup Jensby.

Livredder patruljen i Vorupør tager sig gerne tid til at lære dig og dine børn, hvordan du sikrest opholder dig på stranden Foto: Bo Lehm

Hvis man savner forslag til, hvordan man kan lege med børnene i vandet og udvikle deres færdigheder i vand, er der inspiration at hente hos livredderne.

- Vi er omgivet af vand i Danmark, og derfor er det vigtigt, at forældre lærer deres børn at svømme og begå sig sikkert i vandet. Kig forbi livreddertårnet og tal med livredderne, der gerne giver inspiration til sjove og udfordrende øvelser, som man kan lave med børnene for at gøre dem trygge og vænne sig til vandet, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden