Livsfarlige stoffer importeres som forskningskemikalier
Stofferne sælges på nettet og smugles ind camoufleret som kemikalier
Opdateret kl. 07:55
DANMARK: Udbuddet af nye psykoaktive stoffer på det europæiske marked er inden for de seneste 10 år vokset markant. Stofferne sælges typisk på nettet og smugles ind over grænsen camoufleret som kemikalier til forskning for at narre toldmyndighederne.
En aktindsigt, som metroxpress har fået hos Rigspolitiet, viser, at der i 2015 blev beslaglagt dobbelt så mange nye psykoaktive stoffer som i 2014.
Hos Skat bekræfter underdirektør Preben B. Hansen tendensen.
- Det er noget, vi ser hele tiden, og sammenfatter man psykotiske stoffer, doping og anden illegal vareindførelse, er det noget, vi ser hver dag ved vores grænser.
Ifølge Preben B. Hansen forsøger toldmyndighederne at afgøre, om stofferne er lovlige eller ej ved at tjekke, om importøren virker plausibel:
Ofte på herrens mark
- Er det et stort anerkendt medicinfirma, der importerer nogle stoffer til forskning, eller er det én, der skriver, at stofferne skal bruges til forskning, men samtidig have dem leveret til Anemonevej 17, så bliver vi mistænksomme.
Når stofferne er beslaglagt, bliver de sendt til undersøgelse hos blandt andet Retskemisk Institut på Aarhus Universitet. Her bekræfter lektor Christian Lindholst den stigende tendens og advarer kraftigt mod de nye stoftyper.
- Man er ofte på herrens mark, hvis man eksperimenterer med dem, og det er et meget mere risikabelt marked, end vi kender fra de klassiske stoftyper. Flere af stofferne er forholdsvis nye, og effekten er endnu ukendt,” siger han og forklarer, at man herhjemme har set både dødsfald og alvorlige forgiftninger.
- Visse designerdrugs er så problematiske, at man sætter livet på spil, hvis man tager for meget.
Fakta:
* Ifølge den seneste rapport fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) anmeldte EU’s tidlige varslingssystem 101 nye psykoaktive stoffer i 2014. Det svarer til en stigning på 25 procent sammenlignet med 2013.
* Mange af de syntetiske stoffer, der importeres, har samme stimulerende virkning som amfetamin og MDMA.
* Mange nye stoffer produceres i stigende grad i hemmelige laboratorier i Europa og sælges direkte på markedet. Heriblandt på internettet.
* EU’s tidlige varslingssystem overvåger i øjeblikket over 450 nye psykoaktive stoffer.
Kilde: EMCDDA
Fakta: Myndighedernes fangst
I 2014 beslaglagde myndighederne 12 gange pulver og tobaksblandinger. I 2015 var tallet 24.
I 2014 beslaglagde myndighederne 9 gange piller og mærker. I 2015 var tallet 18.
I 2014 fandt myndighederne 41,94 gram pulver og tobaksblandinger. I 2015 var tallet 245,96 gram.
I 2014 fandt myndighederne 1.270 piller og mærker. I 2015 var tallet 1.510.
Tal fra rigspolitiet. Tallene fra 2014 er fra den 1. april 2014 til og med december 2014, imens tallene fra 2015 er fra den 1. januar 2015 til den 15. november 2015.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.