- Livsfarligt at være katastrofeturist
Viceberedskabschef i Hjørring stærkt utilfreds med folk, der fjerner eller omgår beredskabets afspærringer ved oversvømmelsen
HJØRRING: - Folk leger katastrofeturister. Og det er direkte livsfarligt. Folk skal respektere vore afspærringer. Alt andet er torskedumt.
Så klart lyder udmeldingen fra viceberedskabschef Dennis Ottosen, Beredskabscenter Hjørring, der kan berette om flere tilfælde, hvor folk har fjernet eller gået forbi afspærringer, som beredskabet har opstillet i forbindelse med de seneste dages voldsomme oversvømmelser.
- Vi havde et tilfælde, hvor en bilist kørte forbi vor afspærring og ramlede ned i et dybt hul i vejen. Ham havde vi ikke den store lyst til at hjælpe op. Det måtte han selv finde ud af, siger Dennis Ottosen.
Mudderskred
Han fortæller også om, en afspærring, som beredskabet har sat op ved Bindslev Gl. Elværk.
- Her er vores vurdering, at der er fare for mudderskred. Og så har vi naturligvis afspærret området ved skrænten. Alligevel går masser af folk blot forbi vore afspærringer, fordi de skal helt ud til kanten for at se, om det nu også kan passe, men det kan det, understreger viceberedskabschefen.
- Hvis jorden skrider, så ryger folk simpelthen med, og så er det forbundet med livsfare, siger Dennis Ottosen.
Han oplyser, at beredskabet her sidst på eftermiddagen lørdag opretholder afspærringer 18 steder rundt omkring i Hjørring Kommune.
- Og de fleste - ja måske dem alle - vil blive opretholdt ind i næste uge, indtil det har været muligt at få vejteknikere fra Hjørring Kommune til at vurdere de skader, som er sket på vejene, konstaterer viceberedskabschefen.
Skade under vejoverfladen
Hjørring kommunes materielgård arbejder på så hurtigt som muligt at få vurderet vejene, så de kan åbnes igen. Men på grund af de store antal veje, som har været ramt, vil arbejdet stå på i nogle dage endnu.
Vejspærringerne er blevet opstillet der, hvor vandmasserne på en eller anden måde har påvirket vejen.
De er ikke kun opstillet, fordi der er eller har været vand på kørebanen, men også fordi der kan være sket skade under vejoverfladen, forklarer Dennis Ottosen.
- Vandets påvirkning af jorden ved og under vejen kan gøre, at vejene nogle steder ser fine og farbare ud, men under overfladen er der en risiko for, at jorden er skyllet væk og vejen derfor styrter sammen, hvis den påvirkes af noget tungt, såsom en bil, lyder det fra beredskabet.
På Hjørring kommunes hjemmeside www.hjoerring.dk kan man finde en opdateret oversigt over de aktuelle vejspærringer, så det er nemt at danne sig et overblik.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.