Lodsejeres håb brast
Kostbar sandfodring i Nørlev holdt meget kortere tid end forventet.
Stormen rasede natten til onsdag og bed flere meter af den sandvold, som lodsejerne etablerede i december for at beskytte de mest truede huse i første klitrække. De 26 lodsejere i grundejerforeningen ved Nørlev strand investerede i slutningen af 2011 omkring 200.000 kroner i en flere meter bred sandvold, som de håbede ville holde havet på afstand ind til slutningen af februar eller begyndelsen af marts. Bølgernes nylige rasen har i bogstaveligste forstand undermineret forhåbningerne til den nye sandvold. Der er kun en halv meter sandvold tilbage ved det mest truede hus i første klitrække. Næste storm tager formentlig huset, hvis der ikke gribes ind. Grundejerforeningens næstformand, Christian Hartmann, vurderer, at lodsejerne formentlig siger nej til at købe endnu en omgang sand. - Jeg har endnu ikke talt med lodsejerne, så jeg ved det ikke med sikkerhed, men det er jo ikke formuende folk, siger Christian Hartmann. - Det er som at hælde tusindkronesedler i toilettet. Ved de seneste storme gav kommunen lodsejerne tilladelse til at hente sand fra strandene i stedet for at fragte det fra Hirtshals. Kommunale kroner var der ikke noget af og det kommer der heller ikke i fremtiden. - Vi er selvfølgelig ligeså kede af det, som sommerhusejerne og giver gerne tilladelse igen til at hente sand, siger Jørgen Bing (SF), formanden for teknik og miljøudvalget. - Kommunen vil dog ikke hjælpe yderligere. Det er lodsejernes problem. Vi hverken kan eller vil prøve at standse naturens gang. Lodsejernes næstformand opgiver dog ikke forsøget på at ændre kommunens holdning. En række grundejerforeninger skal midt i januar mødes med kommunens embedsmænd. - Vi håber, at få tilladelse til en kystsikring. Det er det eneste, der kan sikre husene, siger Christian Hartmann. - Hvis kommunen ikke giver tilladelse til kystsikring, beder man reelt naturen om at ekspropriere vore grunde uden at betale erstatning. De 26 lodsejere har tilbudt at betale tre millioner kroner for en kystsikring med sten, som vil kunne redde de fem mest truede huse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.