Stenum

Lokal krimi - og lokal øl

Forfatteren Lotte Dalgaard har skrevet en krimi med handling i Stenum

Lotte Dalgaard fortæller om sin bog, hvis handling foregår i Løkken og Stenum. Foto: Henrik Louis
Lotte Dalgaard fortæller om sin bog, hvis handling foregår i Løkken og Stenum. Foto: Henrik Louis

TOLSTRUP/STENUM: - Jeg er så glad for Vendsyssel, at jeg kommer her mange gange, og har endda ladet et afsnit i min ny kriminalroman foregå i Løkken, Stenum og Fårup Sommerland.

Forfatteren Lotte Dalgaard har fem-seks gange holdt ferie på Thorupgaard Bondegårdsferie.

Lotte Dalgaard var inviteret til en aften om øl og krimi i Stenum Kultur- og Borgerhus.

Her fortalte hun om sin bog, og dens tilblivelse.

Bogen ”Det Svageste Led” udkommer først i slutningen af maj, men deltagerne i krimi- og ølaftenen fik en forsmag på bogen.

Bogen handler om journalisten Line Lyng, der bor på Thorupgaard Bondegaardsferie.

En mand bliver skudt på stranden i den nye krimi.

- Jeg har været i Stenum med både veninder og familiemedlemmer, fortæller Lotte Dalgaard, der har to børn, Freja på 9 år og Nicklas på 20 år og hun er ”pap-farmor” til Lucinda på to år.

- Det har været sjovt at lade min hovedperson bo på Thorupgaard Bondegårdsferie, mens hun er på arbejde for sin avis.

- Jeg kan rigtig godt lide at komme herop og slappe af, og stranden i Løkken er en gåtur værd hele året, siger Lotte Dalgaard, 48 år, der bor i Nordsjælland.

Der var også mulighed for at smage på Thorupgaard Ferieøl, der er brygget og tappet af Det Bette Brewhouse i Stenum.

Gå til relaterede emner

Forsiden