Lokal opbakning til Rebildtaleren René
Friskop Event arrangerer gratis bustur til Rebildfesten med frederikshavneren René Gross Kærskov som hovedtaler
Opdateret kl. 21:29
Inden René Gross Kærskov som 23-årig i 1991 sagde farvel til Frederikshavn og forfulgte "The American Dream", var han aktiv i FfI’s brydeafdeling og kammerat med Henrik Buchholtz.
De to har bevaret venskabet, og den 4. juli arrangerer Friskop Event, som Henrik Buchholtz driver sammen med en anden brydekammerat, Søren Brogaard, bustur til Rebildfesten.
Eventyrer og millionær
René Gross Kærskov er i dag succesrig forretningsmand og topchef for 1500 ansatte i verdens største hoteldesignfirma, Hirsch Bedner Associates, der har designet nogle af verdens mest fashionable hoteller.
Desuden er han kendt som en eventyrer, der forfølger ambitiøse mål: Han har løbet syv maratonløb på syv kontinenter, og han arbejder stadig på, at blive astronaut, selv om han ikke nåede at blive den første dansker i rummet.
Iværksættergen i dåbsgave
Rene Gross Kærskovs succes kommer ikke bag på Henrik Buchholtz, der husker René som en usædvanlig ærgerrig, opfindsom og initiativrig og flittig iværksætter allerede, da de som 7-årige mødtes i brydeklubben.
- René fik Studsgaard til at sy en brydemadras, så han kunne træne hjemme i kælderen, når brydeklubben holdt ferie. Da vi i 1977 skulle på træningstur til Israel, havde René en stor taske med hjemmefra. Den var fyldt med madpakker. Rugbrød med leverpostej, som han på tredjedagen solgte til de sultne brydedrenge. Han har altid forstået at kunne score kassen, griner Henrik Buchholtz. Der så tipsfodbold på tv, mens René Kærskov tjekkede kursen på aktier.
Bussen til Rebildfesten afgår fra Arena Nord tirsdag 4. juli kl. 12.00 og er hjemme igen omkring kl. 18.30, og alle, der har lyst, inviteres med, ganske gratis, inklusiv entre til Rebildfesten. Tilmelding kan ske via en mail til info@friskop.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.