Hjørring

Lokalaftale på plads: Kommune må ansætte flere lærere

Ny arbejdstidsaftale kan træde i kraft 1. august

Lokalaftelen tvinger børne-, fritids- og undervisningsudvalget til at finde 4,5 millioner kroner, men aftalen har høj prioritet, siger formand Mai-Britt Beith (S).Arkivfoto: Kurt Bering
Lokalaftelen tvinger børne-, fritids- og undervisningsudvalget til at finde 4,5 millioner kroner, men aftalen har høj prioritet, siger formand Mai-Britt Beith (S).Arkivfoto: Kurt Bering Kurt Bering

HJØRRING: Det har længe været på tale i børne-, fritids- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, at der skulle laves en lokal aftale om lærernes arbejdstid. De landsdækkende overenskomstforhandlinger bragte ikke en arbejdstidsaftale med sig, men lærerne i Hjørring Kommune kan nu glæde sig over, at en lokalaftale bliver en realitet.

Det blev vedtaget på et udvalgsmøde i børne- fritids- og undervisningsudvalget mandag eftermiddag.

- Der var bred enighed i udvalget om at gå videre med det udkast til en arbejdstidsaftale, som forvaltningen har lavet, siger Mai-Britt Beith (S), der er formand i børne-, fritids- og undervisningsudvalget.

Lokalaftalen indebærer, at lærerne får 0,68 forberedelsestimer pr. undervisnings time. Derudover vil det årlige antal timer for en lærer blive sat ned fra 850 til 800 timer og for en børnehaveklasseleder fra 900 til 850 timer.

Timenedgangen medfører, at kommunen bliver nødt til at ansætte 10 nye lærere, der svarer til en udgift på 4,5 millioner kroner.

De penge vil børne- fritids- og undervisningsudvalget forsøge at finde inden for deres eget område. De vil ikke anmode økonomiudvalget om en budgetforøgelse.

- Kommunen skal spare på alle områder, så det er vores helt klare mål at finde finansieringen på vores eget område. Vi håber, at brikkerne i puslespillet falder på plads, når vi er færdige med vores budgetsnak efter sommerferien, siger Mai-Britt Beith (S), der dog erkender, at budgetforhandlingen kan blive kompliceret, så man i sidste ende kan blive nødt til at anmode om en budgetforøgelse.

Tofaset implementering

Eftersom det kræver en større budgetproces at få finansieringen på plads, har børne-, fritids- og undervisningsudvalget valgt at implementere den nye arbejdstidsaftale i to faser.

Det vil sige, at delaftalen om, at lærerne får 0,68 forberedelsestimer pr. undervisningstime, allerede træder i kraft 1. august, da den nuværende økonomiske ramme tillader det. Nedgangen i lærernes årlige antal timer og dermed de nye læreransættelser træder dog først i kraft 1. januar 2019, når man er sikker på, at finansieringen er helt på plads.

Gå til relaterede emner

Forsiden