Lokalarkiver i en gråzone
Der er ikke afsat penge til arkiverne på budget 2013

Eskild Sloth Andersen: - Vi forsøger at finde en løsning.
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:De lokalhistoriske arkiver er havnet i et hul, efter den ny museumslov, men fritids- og kulturudvalget forsøger at komme arkiverne til undsætning.
Indtil 1. januar i år var nogle arkiver en del af museerne, men den nu museumslov fastslår, at arkiverne ikke skal være en del af museerne.
Fritids- og kulturudvalget havde i går møde med repræsentanter for lokalarkiverne.
Arkiverne håber at få de beløb, de er vant til. Men der er ikke afsat penge til arkiverne på budget 2013.
- Sagen er ikke faldet endeligt på plads, men vi må nu se, hvad vi kan gøre, for at hjælpe arkiverne. De kan jo komme på budgettet for 2014, siger formand for fritids- og kulturudvalget, Eskild Sloth Andersen (S).
Lokalarkivernes ståsted har været forskelligt. Kun arkiverne i den tidligere Dronninglund Kommune har sammen med arkivet i Brønderslev været underlagt museumsvirksomheden. De andre arkiver har stået uden for.
Eskild Sloth Andersen understreger, at Brønderslev Kommune betaler husleje for nogle af arkiverne, og det ændres der ikke ved.
- Vi havde et konstruktivt møde, og vi arbejder på en løsning, forsikrer Eskild Sloth Andersen.
I og med, at arkiverne var en del af museumsvirksomheden, blev der ydet statstilskud. Denne del er faldet væk. I forvejen skal kommunen bidrage med 350.000 kr. ekstra til museerne for at leve op til den ny lov, og dette beløb stiger de kommende år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.