Lokalhistorie - fra støvede mapper til internet
"Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune", beliggende i forbindelse med Øster Hornum Børneunivers, har netop passeret en milepæl.
Arkivets samling af knap 15.000 billeder kan nu ses på websiden Arkiv.dk, som er et fælles projekt for landets lokalhistoriske arkiver.
De mange billeder er samlet igennem arkivets 43-årige eksistens. De første mange år blev de opbevaret og registreret i tunge billedmapper, men i løbet af de senere år er samtlige billeder blevet scannet, og som kronen på værket er de nu tilgængelige for alle på websiden Arkiv.dk.
Det har taget fire bestyrelsesmedlemmer halvandet år at indlæse billederne og indtaste de oplysninger, arkivet har om billederne.
Arkivets billedsamling rummer billeder så langt tilbage som 1860’erne og frem til begivenheder, der fandt sted for ganske nylig såsom nedbrydningen af det gamle bibliotek i Støvring eller UDTRYK 2016 i Øster Hornum.
- Hvad der sker i dag, er jo historie i morgen, som Niels Nørgaard Nielsen fra det lokahistoriske arkiv udtrykker dét.
Arkivet er i øvrigt fortsat meget interesseret i at modtage eller låne billeder til kopiering til supplering af det allerede indsamlede materiale.
I begyndelsen af næste år tager Lokalhistorisk Arkiv endnu et skridt i digitaliseringen, idet alle registreringer af papirarkivalier også skal lægges på Arkiv.dk.
Der er tale om foreningsprotokoller, breve, ejendomsoplysninger, virksomheder og hvad der ellers foreligger.
Hvor lang tid denne digitalisering vil vare, tør ingen gætte på, men var indsatsen stor angående billederne, vil arbejdet med papirarkivalierne være mange gange større, forudser Niels Nørgaard Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.