Lokalråd bag film om to landsbysamfund
Med økonomisk støtte fra det lokale erhvervsliv skal Haverslev og Ravnkilde markedsføres i reklamefilm for at sikre byernes fortsatte udvikling

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HAVERSLEV/RAVNKILDE:Haverslev/Ravnkilde Lokalråd arbejder lige nu på at få lavet en reklamefilm for hver af de to byer.
Formålet er at gøre hele området attraktivt for både de nuværende beboere samt potentielle tilflyttere.
De to præsentationsfilm skal blandt andet beskrive hver af de to byers faciliteter, tilbud, infrastruktur, skole og daginstitutioner med mere.
Lokalrådet vil i den forbindelse gerne invitere områdets lokale erhvervsliv til at være med i filmene og har i den forbindelse netop sendt et brev til alle de lokale virksomheder i området.
- Byernes fortsatte udvikling er nødvendig for at vi kan blive ved med at tiltrække både nye beboere og nyt erhvervsliv. Det er vort ønske, at denne film sætter fokus på hver bys og områdes virksomheder og de mange øvrige aktiver i form af skole, daginstitution og foreningsliv. Derfor vil vi med vores brev indbyde den enkelte virksomhed til at få en annonce med i filmen for på den måde at give mulighed for at blive brandet og samtidigt støtte økonomisk op omkring produktionen af reklamefilmene, påpeger Grethe Andreasen som formand for lokalrådet.
Professionel filmproduktion
De to reklamefilm produceres professionelt med speak, dronefilm, grafik og musik, og vil efter planen blandt andet blive vist på Rebild Kommunes hjemmeside, de sociale medier og til forskellige arrangementer i de to byer.
Det er mediebureauet AD-MEDIA, som tager sig af selve produktionen af filmen, og en af de nærmeste dage vil en medarbejder fra bureauet tage kontakt til de enkelte virksomheder at fortælle om mulighederne for annoncering.
Interesserede har også mulighed for at se eksempler på tilsvarende reklamefilm på hjemmesiden www.landsbyfilm.dk.
Hver reklamefilm bliver ifølge lokalrådsformand Grethe Andreasen på to til tre minutters varighed.
Hun forventer at filmene vil være færdigproducerede engang til sommer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.