Børglum

Ludvig & Julemanden giver besøgsboom

Genudsendelsen af julekalenderen fordobler besøgstal på Børglum Kloster

Familien Høgh brugte deres lørdag på Børglum Kloster. Tobias Høgh (to fra venstre) følger selv med i årets genudsendelse af Ludvig & Julemanden. For ham var det en stor oplevelse at se skiltet over indgangen til klosteret, der fortæller, hvor Stygge Krumpen gemmer sig.
Familien Høgh brugte deres lørdag på Børglum Kloster. Tobias Høgh (to fra venstre) følger selv med i årets genudsendelse af Ludvig & Julemanden. For ham var det en stor oplevelse at se skiltet over indgangen til klosteret, der fortæller, hvor Stygge Krumpen gemmer sig.

BØRGLUM: Tågen har lagt sig som en tyk vinterdyne omkring Børglum Kloster. Selv få meter fra murene må man knibe øjnene sammen for at se, hvad der gemmer sig i de lavthængende skyer.

Det er næsten som i tv-julekalenderen Ludvig & Julemanden - klosteret er tryllet væk. Og så alligevel ikke helt. For så snart man træder ind ad den store port, åbner der sig en eventyrlig verden. Julemanden byder velkommen med et lystigt "ho, ho", og rundt omkring leder massevis af børn efter magiske snebolde, der ikke smelter i plusgrader.

- Vi er overrasket over, at vi har fået så mange besøgende igen i år. Men det er fantastisk, siger Benedicte Rottbøll, marketingsansvarlig på Børglum Kloster.

For fem år siden sendte TV2 tv-julekalenderen Ludvig & Julemanden for første gang. Serien slog seerrekorder - og det samme gjorde besøgsantallet på Børglum Kloster: antallet af gæster steg det år til det dobbelte, fordi folk ville opleve julekalenderens univers i virkeligheden.

Foto: Andreas Falck

Som noget ganske særligt er scenerne fra Ludvig & Julemanden nemlig ikke filmet i et studie, men på Børglum Kloster. Julemandens Værksted, Familien Glads køkken og den mystiske kirke ligner fuldstændig det, vi kender fra julekalenderen. For det er det samme.

Med dette års genudsendelse af den populære julekalender er besøgstallet på Børglum Kloster derfor igen steget til vejrs. Faktisk ser det ud til, at der kommer lige så mange besøgende i år, som der gjorde, da julekalenderen blev sendt for første gang.

- Stedet er noget særligt, fordi folk kan opleve julekalenderen i virkeligheden. Og så er det en klassisk julekalender med masser af julemagi. Børn i aldre aldre kan identificere sig med et af børnene i julekalenderen, siger Benedicte Rottbøll som forklaring på de mange besøgende.

Børglum Kloster holder i år åbent flere dage i december end normalt for at imødekomme de mange besøgende. Derfor er der også åbent mellem jul og nytår.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden