Luftens truckere på mission
37 mand fra Air Transport Wing Aalborg må dog ud på en omvej for at komme til bestemmelsesstedet i Afghanistan.
Fredag lettede et Hercules-transportfly fra Flyvestation Aalborg med kurs mod Afghanistan. Det er set før. Og så alligevel ikke. For de 37 mand fra Air Transport Wing vender et nyt kapitel i den danske indsats i det krigshærgede land. Transportflyet kommer til at indgå i Natos operation - ISAF - og danskerne skal arbejde tæt sammen med britiske kolleger fra Royal Air Force. Parterne kommer til at lære hinanden godt at kende, for missionen skal efter planen strække sig over et år. Så længe har et fly ikke tidligere været væk hjemmefra. Luftens lastbilchauffører skal udføre en bred vifte af transportopgaver, der sandsynligvis også indbefatter, at flyet af og til må lave drop. Det vil sige at dumpe gods fra luften i lav højde, så flyveren hurtigt kan stige til en højde, hvor den igen er uden for rækkevidde af beskydning. Det vil være første gang, at Hercules-fly benytter den teknik i en skarp indsats. Teknikken har været øvet om og om igen. Både på Flyvestations Aalborgs område, i Canada og senest i Grønland ved Sønder Strømfjord, hvor terrænet minder en del om det afghanske. Det danske hold soldater måtte i øvrigt selv ud på et lille drop fredag, for flyet kunne ikke sætte kurs direkte mod Afghanistan. Diplomatiet lavede knuder, så der ikke var flyvetilladelse over syrisk luftrum. Derfor måtte mandskabet stige af i København og gå om bord i et rutefly til Dubai, hvor kolleger fra Afghanistan står klar til at skifte og overlevere et fly.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.