Lufthavn sætter januarrekord
Aalborg Lufthavn oplevede massiv fremgang i udenrigstrafikken i januar 2018
Opdateret kl. 11:10
NORDJYLLAND: Januar 2018 var med en passagervækst på 1,3 procent i forhold til januar 2017 den største januar i Aalborg Lufthavns historie.
I januar 2018 rejste 116.802 passagerer til og fra lufthavnen mod 115.295 i januar 2017.
Årets første måned var præget af en massiv fremgang i udenrigstrafikken, mens der var tilbagegang på indenrigs- og på chartertrafikken.
I januar 2018 var der 38.114 passagerer til og fra udlandet mod 23.202 i januar 2017 - en massiv fremgang i udenrigstrafikken på 64,3 procent.
Der var en tilbagegang i indenrigstrafikken på 9,2 procent. Således rejste 68.224 indenrigs i januar 2018 mod 75.167 i samme måned sidste år.
Derudover var der i januar 2018 10.464 chartergæster, der rejste til og fra Aalborg mod 16.926 rejsende i januar 2017. Dette giver en samlet tilbagegang i chartertrafikken på 38,2 procent.
Opstarten på skiprogrammet satte også sit præg på januar. Sæsonen blev lørdag 20. januar skudt i gang med to afgange til henholdsvis Salzburg og Innsbruck.
- Vi ser en stærkt stigende efterspørgsel på skirejser fra Aalborg Lufthavn, og i år har vi det største skiprogram nogensinde, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.