Lufthavn vil selv drive caféerne
Snart slut med outsourcing af opgaver i Aalborg Lufthavn - der er mange fordele ved at gøre det selv
Opdateret kl. 17:53
AALBORG: Nyheder fra Aalborg Lufthavn handler oftest om ruter og rejsemål, men i selve lufthavnen sker der også væsentlige forandringer i de kommende måneder, idet man flytter de forskellige caféer og kiosker over på egne hænder.
Hidtil har lufthavnens to Point Shops, caféen Foodmarket samt leverancen af mad og drikke til flyene været drevet af Select Service Partner, som også arbejder i Københavns Lufthavn, men med start i morgen overtager lufthavnen nu selv driften samt alle 43 medarbejdere:
- Vi har bestemt ikke noget at klage over hvad angår driften hidtil, men det er langt lettere at stille nye krav, lave om på tingene og eksempelvis sætte flere på vagt, når man selv bestemmer, forklarer direktør Søren Svendsen fra lufthavnen.
Historien viser da også, at det godt kan betale sig for lufthavnen at drive sine forretninger selv. Siden man for et par år siden overtog driften af taxfree-afdelingen er omsætningen eksempelvis næsten tidoblet.
Kvalitet og hurtighed
Nu gælder det så mad, drikke og kioskvarer, og de forskellige funktioner bygges om med særligt fokus på kvalitet og flow:
- Det skal være let at komme gennem lufthavnen. Det arbejder vi med på alle områder, og det gælder også, når man skal spise og drikke. For eksempel har vores undersøgelser vist, at hvis der står seks mennesker i kø for at få en kop kaffe, går den sjette igen, nævner Søren Svendsen.
Han tilføjer, at kvalitet betyder så meget for passagererne, at man kan se folk stige af SAS-flyene med papbægre fra Starbucks i Københavns Lufthavn - selv om SAS serverer gratis kaffe om bord.
Men i løbet af et par måneder vil passagererne i Aalborg Lufthavn også kunne få kaffe af høj kvalitet, lover Søren Svendsen.
Damm good coffee...
Man etablerer nemlig et særligt kaffeunivers lige efter Security, hvor passagererne kan købe og betale kaffe via en særlig app. Martin Birkerod Vinter, detailchef i lufthavnen, forklarer:
- Vi har indgået aftale med Topbrewer, som har opnået stor succes verden over med en automatiseret løsning, hvor kunderne kan skabe helt deres egen smagsvariant med Fairtrade-mærket kaffe og vel at mærke gøre det hurtigt, da maskineriet klarer 400 kopper i timen.
- Det hele foregår via en app, som oven i købet kan gemme ens valg, så man hver gang får kaffen, lige som man vil have den. Til slut åbner app’en automatisk for MobilePay, så betalingen også går hurtigt, oplyser Martin Birkerod Vinter.
Gode råvarer
Den helt store nyskabelse i lufthavnen bliver dog ombygning af den nuværende Point Shop ved gate 4-5 til en café, der får navnet ”& more”. Ombygningen begynder umiddelbart efter nytår, og den skal være færdig 1. april.
- Passagererne efterlyser flere muligheder for at spise i lufthavnen, og det giver vi dem med den nye café, hvor man blandt andet vil kunne nyde nyde lækre kolde anretninger med diverse vine og alle varianter af Aalborg Akvavit, fortæller Martin Birkerod Vinter.
Han slår fast, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten:
Han slår fast, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten, udvalget vil blive sæsonbetonet, da råvaren skal være i top.
- Vi har ansat en kok og vil uddanne de ansatte, så de eksempelvis kan hjælpe gæsterne med at vælge den rigtige vin og akvavit til maden.
Martin Birkerod Vinter tilføjer, at det ikke er planen at hæve priserne, selv om kvaliteten hæves:
- Prismæssigt vil vi i caféerne ligge på niveau med Billund, som vi normalt sammenligner os med, og vi vil hellere skrue op for kvaliteten end ned for priserne. Men noget andet er, at både øl og vin får et hak nedad.
Den anden Point Shop, der ligger i venteområdet i den nordlige ende af lufthavnen, altså på det, der kaldes land-side, får også et løft i løbet af foråret, blandt andet med et større udvalg.
Endelig er der caféen Foodmarket, som passagerne møder umiddelbart efter Security, altså på air-side, Den skal også bygges om, men det vil først ske i løbet af 2017.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.