Lynge: - De er kun mestre i idioti
AaBs sportsdirektør, Lynge Jakobsen, føler sig magtesløs. Han vil have sanktionerne over for de ballademagere som ødelægger fodboldkampene skærpet.

Først blev kampen udsat et kvarter, og senere blev spillerne sendt i omklædningsrummene i knap 10 minutter. Endelig løb en tilskuer på banen til slut, og kun takket være en håndfast AaB-anfører Thomas Augustinussen udartede denne episode ikke yderlig
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det var ikke spillet på banen, der kom i fokus, da AaB åbnede foråret i Superligaen med en hjemmekamp mod FC København. Fans fra de to hold stjal billedet med hovedløs opførsel både før og under kampen. Før kampen blev flere AaB-fans anholdt, og en stor gruppe FCK-fans satte deres præg på bybilledet med kanonslag og konfliktsøgende og voldelig opførsel. Baneløber nedlagt Under kampen fortsatte balladen. Den var 20 minutter før tid tæt på at blive afblæst, efter at personer i FCK-afsnittet på stadion gentagne gange tændte romerlys. Og skandalen var ved at blive komplet, da en mand i slutfasen løb på banen og måtte nedlægges af AaB's anfører Thomas Augustinussen. AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen var bagefter rystet og irriteret. Mestre i idioti - Når dem nede i udebaneafsnittet står og synger "Vi er mestrene", så er jeg enig med dem. Men det er mestre i idioti. De er med til at gøre en fodboldkamp til noget andet. Det værste, jeg ved her i livet, er magtesløshed. Jeg kan godt lide svære opgaver, men vi føler os magtesløse over for den slags personer. Vi har også en idiot, der kommer ind på banen, men ham har vi navnet på, og han bliver straffet, siger Lynge Jakobsen. Der blev i forbindelse med kampen også smadret flere toiletter på Aalborg Stadion, og Lynge Jakobsen er indstillet på, at der skal laves sanktioner over for de voldelige fans. - Vi må forholde os til det her. De sanktioner, jeg tænker på, er så voldsomme, at de ikke tåler dagens lys, lød det fra Lynge Jakobsen søndag aften. Svært at styre Han mener ikke, at AaB kunne have forberedt sig bedre til kampen. - Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves, og når der kommer 500-600 mand, som har den her indstilling til kampen, så er det svært at styre, konstaterede sportsdirektøren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.