Fugle

Mågerne hærger Tech College

Fuglene trives på de flade tage og efterlader bunker af fjer og affald

Mågernes fjer ligger i store dynger i skolens tømrerafdeling. Foto: Karina Krøjgaard Christensen
Mågernes fjer ligger i store dynger i skolens tømrerafdeling. Foto: Karina Krøjgaard Christensen

AALBORG: Tech College er hårdt plaget af måger, der hærger skolens bygninger på Øster Uttrup Vej og Rørdalsvej.

Flere tusinde kvadratmeter fladt tag udgør et eldorado for vingede væsener, som båder æder og sviner, så det er en lyst.

- Vores ovenlysvinduer er nogle gange klattet til, så man nærmest ikke se ud, og der ligger fjer og affald i så store mængder, at man skulle tro, det var løgn, siger forretningsudvikler Søren Christensen.

Frygter smittefare

Ikke kun larmer og sviner mågerne, men Søren Christensen frygter også, at fuglenes ekskrementer indeholder smittefare, så det er helt afgørende, at skolen sommer tider kan få ryddet ud i mågerne med hjælp fra kommunens skytte.

- Samtidig er det også svært at fortælle eleverne, at de skal sørge for at holde orden og rent omkring skolen, når mågerne laver et farligt svineri, tilføjer han.

Tech College forsøger så vidt muligt selv at holde tagfladerne fri for reder, men det er et meget stort arbejde, som man hele tiden skal være over i ynglesæsonen.

Madlugt tiltrækker

Desuden råder skolen både over et storkøkken og kantine og en levnedsmiddelafdeling, som naturligt producerer en del madaffald, der havner i containere.

- Bare lugten af mad trækker mågerne til, og de finder ind i containerne, hvis der bare er det mindste hul, fortæller Søren Christensen.

Løsningen kunne være nogle tungere og mere solide affaldscontainerne i jern, men det giver problemer for personalets arbejdsmiljø, fordi de ikke kan/må løfte et tungt jernlåg flere gange om dagen. Og så er diskussionen tilbage ved udgangspunkter: Hvem har ret til at være i byen - mågerne eller menneskene?

- Jeg finder det helt nødvendigt, at vi stadig må skyde måger, og jeg kan godt frygte, hvad der sker, hvis man ikke længere må regulere bestanden på den måde. Så er der risiko for, at folk begynder på selvtægt og lægger gift ud, så det må alt andet lige være bedre at få det gjort under ordnede forhold, mener Søren Christensen fra Tech College.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden