Målmand rundede 500 kampe

Dybvad Boldklubs målmand Alex Bjerggaard kunne fejre et utraditionelt jubilæum, da han spillede kamp nummer 500

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

DYBVAD:500 kampe er ikke hverdagskost i dansk seriefodbold. Ikke desto mindre var det, hvad Dybvad Boldklubs Alex Bjerggaard for nyligt rundede for klubbens førstehold, da de på udebane besejrede Hals i serie 4.

Tirsdag blev Alex Bjerggaard så hyldet, da holdet skulle spille på hjemmebane, og på trods af det dårlige vejr var mange troppet op på Dybvad Stadion for at hylde klubmanden for sine 500 kampe for byens fodboldhold.

- Jeg fik en flot buket fra holdet og en gave fra bestyrelsen. Udover det var mange af mine tidligere holdkammerater dukket op. Det var noget bevægende, at de kom for min skyld. Mange af dem havde jeg ikke set i lang tid, så det var stort, siger 40-årige Alex Bjerggaard.

Målmanden fik sin debut på førsteholdet 2. april 1994 i en alder af 18 år, og på de seneste 22 år har Alex Bjerggaard nu rundet hele 500 kampe. Han beskriver det særlige sammenhold, man har i klubben, som en af hovedårsagerne til, at han har spillet i så mange år.

- Vi har et specielt sammenhold, og selvom holdet rummer vidt forskellige aldre, så er vi alle lige gamle, når vi er samlet til fodbold. Og så har jeg bare en stor glæde ved at spille fodbold, siger Alex Bjerggaard, der til dagligt arbejder som landmand.

- Det har da sommetider krævet noget tålmodighed fra konen. Men trænerne har også altid været gode til at planlægge kampene efter, hvornår jeg kunne spille.

På trods af de 40 år, har Alex Bjerggaard ikke i tankerne at lægge handskerne på hylden foreløbigt, og når den tid kommer, regner han alligevel med, at han skal spille lidt på klubbens andethold.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.