Månsson matchvinder for Pirates
Herlev blev igen besejret i tæt opgør
HERLEV: Aalborg Pirates har generelt et godt tag på Herlev Eagles, og det blev endnu engang understreget fredag aften, da Mathias Månsson sendte den afgørende puck i nettet til en sejr på 2-1 bare fem minutter før tid.
Aalborg Pirates fik en glimrende start på opgøret, da Marc Derlago gav holdet føringen allerede efter ni og et halvt minut, men en række udvisninger i 1. og 2. periode gjorde det vanskeligt at udbygge føringen. Blandt andet måtte Simon Grønvaldt afsone 5+20 minutter for alvorlig crosschecking.
Herlev fik derfor udlignet ved Mikkel Holten Møller i 2. periode, men det holdt altså ikke til en uafgjort og overtid for hjemmeholdet, da Månsson viste, hvorfor klubben valgte at forlænge med ham efter en glimrende debutsæson sidste år.