Færgegrillen er solgt: Her er de nye ejere

Sonja Dahl og Elo Nyholm Hansen, Thisted, har overtaget Færgerillen fra 1. februar. Foto: Ole Iversen

Sonja Dahl og Elo Nyholm Hansen, Thisted, har overtaget Færgerillen fra 1. februar. Foto: Ole Iversen

Interessen for at købe Færgegrillen i Hanstholm har været overvældende. Nu er fremtiden for det populære spisested på Hanstholm Havn på plads.

Fra 1. februar er det Sonja Dahl og Elo Nyholm Hansen, Thisted, der vil stå for stjerneskud, burgers, fiskefrikadeller og flæskesteg.

Og ringer navnet bekendt, er det sikkert fordi, at de to nye ejere gennem syv år har drevet Thisted Camping - og de seneste to år også Foderbrædtet på Dragsbækvej i Thisted.

Der bliver dog ikke to spisesteder at passe for parret. For med investeringen i Færgegrillen er forpagtningsaftalen for Foderbrædtet blevet opsagt pr. 31. maj.

- Jeg elsker at lave mad - især hverdagsretter. Men vi måtte erkende, at kapaciteten i det lille køkken i Foderbrædtet ikke rakte. Derfor så vi os om efter et nyt sted, som gerne måtte være ved kysten. Så kom buddet om at overtage Færgegrillen. Det var nærmest det perfekte match for os, lyder det fra Sonja Dahl og Elo Nyholm Hansen.

- Vi vil videreføre Færgegrillen, for det grillen er kendt for: den gode veltillavede grillmad og husets retter.

Længere åbningstid

Hen af vejen vil parret naturligvis også sætte vores eget præg på menuen. Det kunne være med vores udgave af Husets Burger - kendt fra Foderbrædtet. Eller bøfsandwich, chili con carne eller kæmpetartelet. Men også sæson-fiskeretter, som parret mener hører naturligt til et spisested midt på havnen.

- Den største forskel i forhold til nu vil være, at vi opgraderer på åbningstiderne. Fra 1. februar vil Færgegrillen have åbent alle dage fra 11.00 til 19.00.

Det er et tiltag, som det snart tidligere ejerpar bifalder.

Kristine og Per Gravgaard vil i en overgangsperiode hjælpe de nye ejere på vej. Og de to tidligere ejere kommer måske på lønningslisten som tilkaldepersonale, når det brænder på i Færgegrillen. Foto: Ole Iversen

Kristine og Per Gravgaard vil i en overgangsperiode hjælpe de nye ejere på vej. Og de to tidligere ejere kommer måske på lønningslisten som tilkaldepersonale, når det brænder på i Færgegrillen. Foto: Ole Iversen

- Det er det helt rigtige at have flere timer åbent. Præcis, som vi gjorde engang, lyder det fra Per Gravgaard, der nu snart skal til at slippe tøjlerne i det sted, som har været omdrejningspunktet for parret.

- Jeg har sluppet det i tankerne. Det er noget sværere for Per, lyder det fra Kirstine.

Heldigvis får han chancen for den bløde overgang. For det er planen, at begge sælgere - og først og fremmest Per - skal hjælpe til i en overgang. Men også på sigt, når Sonja og Elo får brug for det, lyder det fra det nye ejere.

Forbi til farvel

- Vi har jo lært ufatteligt mange skønne mennesker at kende gennem årene. Både lokale og udenbys gæster og turister som heldigvis hele tiden vender tilbage. Nogle af dem har været forbi for et ”sidste farvel”. Det er noget der rører en, siger Per Gravgaard, der indtil 1. maj skal arbejde og hjælpe i overgangen for det nye ejerpar.

På grund af de flere åbningstimer søges der nu efter mere personale, der kan supplere den nuværende personale, der stort set fortsætter på Færgegrillen.

Det ”nye” Færgegrillen åbner 7. februar. I ugen op til er der lukket, så de nye ejere kan finde på plads køkken og restaurant. Sonja Dahl og Elo Nyholm Hansen vil holde en lille reception senere, når forholdene tillader det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.