"Made in Denmark" sælger godt i Kina: Scooteren og spanden kommer fra Hobro
Kinesisk aftale er en vigtig del af dantoys vækststrategi
Opdateret kl. 14:09
HOBRO: Efter to års forhandlinger har dantoy i Hobro indgået en aftale med en af Kinas største legetøjsdistributører, der har et salgsnetværk på over 2700 butikker.
For dansk kvalitet er i høj kurs i det store land, som ellers producerer langt størstedelen af verdens legetøj. De første varer er lige kommet på hylderne i Kina, og aftalen er et vigtigt led i dantoys vækststrategi.
- Vi sælger i dag vores legetøj til mere end 50 lande verden over, men er løbende på udkig efter nye potentielle vækstmarkeder for at sikre virksomheden en stigende vækst. Det koster tid og penge at komme succesfuldt ind på et nyt marked, så vi vælger vores nye vækstmarkeder med omhu, og Kina har længe været i kikkerten, siger administrerende direktør Marck André Højbjerg Matthiasen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Kina har en voksende middelklasse, der i stadig højere grad foretrækker udenlandske kvalitetsvarer og gerne betaler ekstra for dem. Vi har landet aftalen med den kinesiske legetøjsdistributør, fordi vi producerer alt vores legetøj i Danmark og vægter kvalitet, miljø samt sikkerhed utroligt højt. "Made in Denmark" sælger godt i Kina.
Marck André Højbjerg Matthiasen tør endnu ikke sætte konkrete tal på, hvad den nye aftale kommer til at betyde for dantoy.
- Hvis salget for alvor tager fart derude, er det ikke usandsynligt, at vi vil opleve tocifrede væksttal de kommende år - men lige nu er vi bare glade for, at aftalen er i hus, og de første ordrer lover godt for fremtiden, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.