Maden har en hovedrolle

AALBORG:Maden fylder meget i julen. Og det er ikke sport tilfældigt. Sådan har det altid været.

- I vikingetiden talte man om, at man drak jul, og man spiste jul, fortæller Inger Bladt, der er museumsinspektør på Nordjyllands Historiske Museum i Aalborg.

Hun har altid været fascineret af julen og har arrangeret flere udstillinger om julen og dens skikke.

- Dengang mente man også, at masser af mad og drikke var godt for frugtbarheden, siger hun, og det er også en forklaring på det massive æderi, der fandt sted ved juletid.

Også dengang spillede svinet en central rolle i julen.

- Svinene kunne gå udenfor og æde sig tykke i olden. Normalt var der slagtetid i november, men man gemte et enkelt svin til julen, forklarer hun.

Intet gik til spilde af svinet, og det sidste kød blev hakket og puttet i tarme. Så der kan sagtens være en direkte linje fra vikingetiden til nutiden i den medisterpølse, der er gæst på mange juleborde.

Om ikke på selve aftenen, så i hvert fald ved frokosterne i juledagene.

At flæskestegen bliver slået af andestegen på bordet juleaften, skyldes på en måde vores trang til at snobbe opad.

- På landet i gamle dage havde man tit en gås gående. Men bønderne spiste den ikke selv. Den blev givet til herremanden som afgift eller solgt til den lokale adel. Men efterhånden bredte skikken med at spise gås sig til det bedre borgerskab i byerne, og senere igen ud til bønderne på landet. Men for en bondefamilie var en gås lidt i overkanden. Men and det smager jo også lidt af gås, forklarer Inger Bladt.

Lidt på samme måde er det gået med risalamande. Oprindeligt spiste bønderne masser af grød. Normalt blev grøden kogt på vand, men når det skulle være rigtig godt, kogte man den med mælk. I byerne var man ikke meget for grød lavet af de lokale kornsorter. Men da det så blev muligt at købe ris og lave risengrød, blev det sidst i 1800 moderne blandt borgerskabet at spise risengrød til jul.

- Igen sivede moden ned, og også ude på landet begyndte man at spise risengrød, og så måtte man jo finde på noget nyt, fortæller Inger Bladt.

Og det nye var, at man tilsatte den kolde risengrød pisket fløde og mandler, og så var risalamanden opfundet. I begyndelsen var det igen i det bedre borgerskab, man spiste grøden med det franskklingende navn, men efterhånden har skikken bredt sig til hele befolkningen.

Anden Verdenskrig har muligvis også spillet en rolle, mener Inger Bladt. For under krigen var det besværligt at få fat i ris, og så kunne husmødrene strække grøden med pisket fløde, som godt nok var dyrt, men var en lokal ressource, som man kunne få fat i.

- Så det er nok der, den har fået sit folkelige gennembrud, siger hun.

Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at vi spiser grønlangkål om julen. Det er en hårdfør kålart, som oven i købet har godt af et lille svirp frost.

Den blev spist hele året, men til jul blev den tilberedt på en speciel måde. Den blev kogt hel - derfor navnet langkål - hakket, og igen varmet op med fedtstof og fløde.

- Igen er der tale om en opgradering af noget, man spiste til daglig, siger Inger Bladt.

De juletraditioner, vi har rundt om i landet, minder meget om hinanden. Det kommer ikke bag på Inger Bladt, for de traditioner, vi har omkring julen f.eks. det at gå omkring juletræet og synge sange, er forholdsvis nye. Og så er de kommet ovenfra i stedet for nedefra. Derfor er det det bedre borgerskab, der har vist alle os andre, hvordan vi skal gøre, når vi holder jul.