Mads Christiansen: Nu skal vi have revanche
Den tidligere Aalborg-bomber greb chancen mod Tjekkiet og ser frem til at tryne Spanien på lørdag
HERNING: Ulrik Wilbek fik fordelt ressourcerne godt i torsdagens sejr over Tjekkiet ved EM, og det udnyttede en marginalspiller som Mads Christiansen til at spille en flot anden halvleg og score fire kasser. Det gav masser af anerkendende klap fra landstræneren, når højrebacken fik nogle små hvil på udskiftningsbænken.
- Vi snakkede selvfølgelig konstruktivt om mine opgaver, og Ulrik synes, at jeg lykkedes godt i perioder, og det synes jeg også selv. De anerkendende klap varmer selvfølgelig, siger den tidligere Aalborg-profil, der nu tørner ud for Bjerringbro-Silkeborg.
Han følte sig helt høj af opbakningen fra de 14.000 tilskuere i Boxen.
- De er med til at bære os frem, og taget er jo ved at lette hver gang, vi scorer. Så det er egentlig lige meget, om det er en selv eller en holdkammerat, der scorer, siger Mads Christiansen.
Netop opbakningen bliver der brug for lørdag aften, når verdensmestrene Spanien venter i den første mellemrundekamp.
- Tilskuerne er med til at gøre det lettere at tackle de svære perioder i kampene og med fansene i ryggen, så tror jeg også, at vi kan snuppe Spanien lørdag aften. Vi skal møde et markant stærkere hold, end de tre vi har mødt her i mellemrunden, men jeg tror også, at vi har mere i os, end vi har vist hidtil.
Det store finalenederlag til Spanien i sidste års VM-finale trænger også til at blive vasket væk.
- Og derudover kan vi med en sejr tage et meget stort skridt videre mod semifinalerne, så det er en mulighed, som vi skal tage vare på, fastslår Mads Christiansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.