Mænd vil betale mere i husleje end kvinder
Singlemænd er villige til at betale en højere husleje for en lejlighed end singlekvinder
DANMARK: Der er forskel på mænd og kvinder - også når det kommer til vores bolig. Nye tal fra BoligPortal.dk viser, at singlemænd i de største byer gennemsnitligt gerne vil betale mere i husleje, end kvinder vil.
- Det kommer slet, slet ikke bag på mig. Det passer faktisk fuldt ud på det billede, jeg har af mænd og kvinders forskellige forhold til økonomi, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Nordea.
Hun fortæller, at mænd er langt mere optimistiske med hensyn til deres egen økonomi. De er derfor villige til at ofre langt mere på huslejen og vil ikke bo for småt. Indretningen spiller ikke den store rolle. Og så ved de, at tingene koster og er villige til at betale for det.
- Kvinder derimod er mere strategiske med deres økonomi. De vil gerne spare og forsøger at få mere ud af pengene. De vil typisk hellere bo småt og så i stedet bruge pengene på at indrette boligen rigtig hyggeligt. De vil have en ”hule” og en sikker base, siger Ann Lehmann Erichsen.
Lønforskel
Godt nok er lønforskellen mellem mænd og kvinder blevet mindre, men på trods af, at kvinder i dag har længere uddannelser end mænd, er det stadig mændene, der tjener mest. Det har derfor også betydning for det beløb, der er til den månedlige husleje, mener Henrik Løvig, der er adm. direktør i BoligPortal.dk.
- Vi kommer heller ikke udenom, at der også stadig er en ulighed, når det kommer til løn. Mænd tjener gennemsnitligt 13-17 procent mere end kvinder, og det spiller selvfølgelig også ind på, hvor meget man har mulighed for at lægge i husleje, siger Henrik Løvig.
Omvendt i mindre byer
Hvis man ser bort fra de allerstørste byer, er tendensen ifølge undersøgelsen faktisk lidt omvendt.
Særligt i de øvrige store byer på Sjælland er det i mange tilfælde kvinderne, der vil betale mere for boligen. Ifølge Ann Lehmann Erichsen hænger det alligevel meget godt sammen.
- Vi ved fra statistik og undersøgelser, at mænd pendler længere end kvinder. I de mindre byer har rigtig mange mænd egen bil, og det koster. Omvendt er der færre kvinder med egen bil, og de har derfor mere økonomi til huslejen. Det giver god mening, siger Ann Lehmann Erichsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.